SækSæk, no. hank (∾ isl sekkr) i nuv. bet.; fullede heremitet den sæck fuld oc bad, at han skulde løffte hannem. ... ieg kand icke løffte secken paa mig, thii dw holder hannem til bage igen. CP II. 65; hand tog samme seck oc stack i ham. HWR 129. – hunk.; Rch 249 (ovf. IV. 259 b29-30); sekken mister mangt et brød, for hun kand ei skrige. PSO I. 435. Jf bold, no. slutn. – flt. bære sild vpp i secke eller korffue. Schlyter IX. 465; fyl op there sækkæ meth korn. 1 Msb 441, 12 (ÆB og flgd. overs.); mange secke fwlde met guld. CP I. 31; PG 168; – seckie. NhT I. 158 (jf isl ef.: sekkjar); – 4 secker humble (1577). NdM I. 17; 48 secher (1639). Wulff 173; stoere ord ey kand opfylde sæcker fleere. Skd 92; med seckerne en visse størelse treffis. Fdg 23/10 1666; – thou seger hommel. Ribe Progr 1842 45 note 6 (jf tegen = tækken, se d. o.). – bryde s. ɔ: gøre ende på, fremkalde afgørelse; thet er for grofft, thet wil wisselighen brydhæ secken. T 199 (= es wird den sack gewislich zureissen. Luther, Schr 1588 fol V. 294v). – finde (få) sin s. malet ɔ: a) få gengæld - (straf); tw skalt fynnæ tin sæk her malen. RD III. 11228 (= CP V. 7724, med tilføjet: paa min quern); hand faar vel engang sin sæk maled, sin kage baged. PSO I. 416 (u. straf). – b) blive frugtsommelig; ovf III. 502 a53. – Jf ovf. III. 17 a3 ff. – binde for en fuld sæk ɔ: ej sige det, man havde på tungen. M. – købe kat i s. (t (eine katze) im sacke kaufen): købe uden at se sig for; mand kjøber ej katten i sekken. PSO II. 149 (fr, it, holl. sst.); ey kiøbe kat i sekken. Wielandt II. 105. Endnu brugeligt. Egenlig købe en kat for en hare, jf Frisch II. 140 c. – kvinder straffedes for ægteskabsbrud ved at druknes i en sæk; tha schall hun straffis met samme straff medt en seck (1561). Progr Ribe 1844 72; bør hun at stoppis i een sæk og druknis. DL 6-13-25. Jf: stikkes i en sæk og druknes. Holb, Barselst. A 4. S 5. Jf sække. – ville i s. med ɔ: i strid med; den, der haffuer oc bruger en uhøwisk mund, hand er en daare, fordi wil hand med hwermand i sæck. Br 320 (= Psd I. XXV a). – so og sæk; en smuck galie barn, skød sin egen moder ihiel! hand lønned hende, lige som soen lønned secken. PlV 7133. Vistnok ved at tilsmudse den med sit skarn. Jf: nit anders behandelt, dann wie die saw den habbersack (Luther), se Grimm W: sau 3 b. Forkl PlV 211, jf Dyrlund i BlT* 19/12 1867 af segg (= syg ovf.) synes mindre sandsynlig, jf flgd. prøvested. – alle holde med soen og ingen med sekken (i mølle-huus). PSO II. 25. – med sæk og pak (t sack und pack) med hele ens eje; Slange 292 (ovf. III. 410 b53). Hos M: sæk og pose. – forpligte sig ved kurv og sæk, se ovf. II. 605 a31.
2) månering. M. Jf Molb Ordsp 297: naar solen gaaer ned i en sæk.
3) (fsv säkker) groft tøj - (som bodsdragt); tha haffde the vti secker oc haarclede giort buod. Matth 1121 (1524; CP og flgd. overs.: sække); ieg drog een sæck for eett kledeboen. Ps 6912 (FV og flgd. overs.); førde sig i haarklæder oc seck. VdP 33; fra verdens vellyst rende i en poenitentzes sek. KPs 356. Rundt om overført fra hebr שַׂק .
4) (mnt og ht sack) usel kvinde, skøge; vender sig fra hende (ɔ: hustruen) hen til en slem skarns seck. N Pall, Ecteskabs Dieffle (1557) c 5; siden kalliitt hand migh baade skiøge oc ssech. Kv v 1458, 2896; ssecke. Kv v 2448; kallis en hore oc sæck. Heg 46; Rch 229; TK 32; du er baade en thyff, hore och sech. Dmdo 45, 56; scortum, hore hud, gammel hore, en sæck. Etym 1121; dinn slemme horre och seck (1636). Hüb II. 201; da mister hun sin klare skin, blifver hesslig som en seck. Holtzmann 94; pigen skielder hun for hor' oc seck. TkN 68; – seck (pose) men sæck (skøge). Pros 331. Vilkårlig adskillelse.
5) hulningen i månen - (ved af- el. tiltagning); Flemløs § 94 (ovf. II. 437 a21). Jf boge- (u. buge), hår-, jord(e)-, kannike-, klarete-, klæde(r)-, knap-, kugel-, læder-, madike-, orme-, pen(nin)ge-, punder-, senge-, skand-, skjorte-, skvalder-, sladder-, slop-, sænkes.Sæk, no. (svd sägg) små siv; Helt 21 (ovf. V. 796 a19). Jf FeilbO: sæg 2); hængesæg ovf.Sæk, no.
1) – flt.; seckije (1601). NkS 351d (4°) 37. – have gækken i s. ɔ: være naragtig; PSO I. 59 (ovf. u. dårekappe). – bug; som abbeden fylte vdi sin seck. BR a 4v (frgd. o. ovf. I. 562 b25-26). Jf GrimmW: sack 5 a α). – Jf bisse-, blod-, bog-, bult-, gor-, guld-, hampe-, korn-, kræmmer- (V. 609 b55), mad-, m(j)el-, olje-, post-, rejse-, skind-, sko-, snap-, strå-, sørge- (V. 971 a27), urte-, vad-, vin-, væder-, øls., snag i s.Sækastet, to. havende svær bagdel. M. Jf ast. Sækkebrændt, to. muggen af at ligge for længe i sæk. M. Jf ladeb. Sækkedragere, no. (mnt sackdrager) drager (der bærer sække); faar en sæckedragere actis hand vist aff dem. HWR 116v; det gaar vnderlige til, naar det ene asen kalder det andet en seckedragere. Pouch m 2v (jf SchuL IV. 4 b28); det er en underliig striid, naar det ene esel skelder det andet for en sække-drager. PSO I. 28. Til brugen som skældsord jf Frisch II. 141 a: sack-trager ɔ: homo impolitus, rudis. – Jf dragere.Sækkefed, to. meget fed. M. Sækkegæld, no. (æ n sekkjargjald) afgift af hver sæk, der bringes i land; hand haffde seckegield aff Grønlands gods. Hvf IV. 83.Sækkepibe, no. hunk. (∾ sv säckpipa) i nuv. bet.; naar seckepiben icke er fuld, saa snurrer hun intet. KP kk 6v, vv 8; en sæckepibe maa alt vere blæst fuld aff veyr, om hun skal kirre eller giffue liud aff sig. KP kk 7; – MP 205 (u. utricularis tibia); Etym 1483; Steph I. 240 a. Sækkepibere, no. (t sackpfeifer) sækkepibeblæser; SmdH 32 (u. vtricularius); MP 205; Etym 1483; TV 105 (u. ascades); finder mand dog icke en seckepibere, at hand io seer det gerne, at mand roser hannem. Tdm I. 33; dømme paa, hvo der er den beste sæckepjbere. BT III. 167; – KM sækkepibe. DV II. 124 (= Falster, Sat 172). Spøgeform, rimord: Nibe. – Jf pibere.Sækkertal, no. – i s. (mnt bi sacktal) i sækkevis; naar mand ny' magistros giøre skal, da byttis carmina i stoere sæcker tal. Skd 101.Sække, go. (isl sekka)
1) komme i en sæk. M. Jf VSO. – særlig om forbrydere, der skulle druknes (især kvinder, der have begåt ægteskabsbrud); er dett enn quinde, daa seckis i enn seck (1492). Schlyter VII. 230; then echtiig quinde, hwes brøst saa findes, skall seckis oc druckness (1537). Rsv* IV. 178; (1574). GhA III. till 58 (ovf. u. forsænke); – hannom bwrde att seckess. Bruun V 30. Jf Grimm R4 II. 278 ff; sæk ovf. Over for de klare tilfælde lader forkl. i Kinch, Ribe II. 673 om nedgravning sig ikke fastholde. – tm., lænket, fangen; met thesse smigger drog thu mek sækket efter tek. HS 2817 (= l irretitum. udg 1724 49).
2) s. op ɔ: løfte en sæk og atter støde den mod jorden - (for at ryste kornet i den sammen). M. Jf VSO; Thors* 180.Sække, no. tævehund. M. Forbindelsen med sæk (bet. 4)) falder så let, at det er unødvendigt med VSO at gå til t zauche, jf den dobbelte bet. af tæve.Sækker, to.? utugtig; - naar du fortørnet est paa secker folk oc lande. Hex 115 (= fr des execrables mœurs d'vn peuple desbauché. udg 1585 276). Mulig hentydning til Sodoma. Secker = sekker (se ovf.) synes ej ret at passe.