SidenSi(de)n, bio. (isl síƀan)
1) i nuv. bet.: derefter; siden angrede han det. Matt 2129 (CP; 1524 og flgd. overs.: ther effter); siden stod hand op fra hendis lig. 1 Msb 233 (1550, 1647); Etym 598 (u. postea); – dylger han thet, oc kommer thet sin wth (1403). KD II. 35; giælde sin sit høgeste widhe. Suhm I. 2. 50; at hwn motte syn hoss hanum bliffwe. ÆdS 59.
2) (med tidsbestemmelse) a) tilbage, for-siden; tha haffde thet hafft een ende paa thenne trette mange aar siiden. PE 431; CP V. 29730; wii nw eth aar siden tilsaugde. Münt II. 706 (= Hvf VIII. 193); (1541). Rsv I. 67, 203; som RS nu eth aar siden scref oc prenttede (1543). Et a 2v; de aseninder, som du miste tre dage siden. 1 Sam 920 (1550, 1647); 1 Makk 127; VdV fort a 8v (ovf. III. 26 a45); – ChrIV* II. 250; – PJ haffver paa ottende aar siden giordt sitt regenschab klart (1585). Rsv IV. 73. – i forb. med: forleden; nogen tiidt siden forledenn (1652). Rsv I. 203; de nu tho aar siiden forleeden er kommen ther (1590). HT6 I. 113. Jf forlide, tm b). – Jf længe s. ovf. II. 753 b47 ff. – b) efter (forløb af); mange aar siden kom ieg. ApG 2417 (1550, CP, 1607; 1647: efter m aa.). Mulig: senere, jf bet. 3).
3) end s. ɔ: a) endnu senere; end siden vaare de vnder prest høffdingernis regement. PlSk d 3; haffve the end sidenn giiffvett hanom itt anditt breff (1572). Rsv III. 147. – b) endnu mindre; hwn kan neppelige wdtrøckis paa noget twngemaall, en sidhen paa dantsche. FV a 2; PE 138, 227; som hannem io haffde burt at were lydig, end siden saa haffue set sig op mod hannem. KhS III. 329; PlV 9612; hand skulde aldrig bleffuet duelig til it, end siden tuende konge riger at regere. VdS 76; enn stolpe kunde ieg icke bære, end siden den gandske port. Rch 169. Jf sider, hvoraf det er forvansket. Siden, bio. 1 a); RD II. 210 (ovf. II. 13 a15). – jf l48 – for s. (sv för sedan); for nogen aartid siden. Etym 1041 (u. quondam), 823 (ovf. IV. 96 a11); NL 1450; HøjsgS § 1717.Siden, fho. efter (om fremtiden); om det bleff vundit aff det suenske krigsfolck siden den 1. septemb. Hvf VIII. 81; kom nogen, siden at maaltid vaar begynt. VdS 226.Siden, fho.; Wiel VI. 168 (ovf. V. 663 a39).Siden, bdo. når, efter at; sithæn thæt ær swa blandet, tha nøt thæt. AM 187 9712; sidenn brudgommenn och brudenn ere sammennkommenn, da er handt hendis hosbonde (1484). Rsv* V. 534; Rkr b 3; CP I. 76, 48 (ovf. II. 44 a27); lod om natte tid begraffue, sijden the wore drepte. PE 119; (1534). DM III. 75; hand skar AJ's indseigle ud paa ett støcke thræ, siden manden var død (1545). Rsv I. 84. – thrændhæ oor, siæn ieg wor dødh. Rkr d 5, d 5v.Si(de)re, to. (isl síƀarri) sildigere, senere; vor frue sire eller vor fruedag sejermere, det er sildigere. BrunsmK 124.Si(d)er (sige(r)), bio. 2 g. (isl síƀarr)
1) mindre, ringere; ey this sidher hugthæ the, at thæt var aff ondh list. HKv 7910; – især end s.; RD II. 280 (ovf. II. 135 a34); messen gaffner icke the leffuendes, end sider the døde. Præd 15; den kalder jeg icke vjs, som lader sig regere aff nogen ting, end sider aff vellysten. BT II. 149; – der icke end nu ere fødde, endsiger tilhugne. Ez (1589) fort 68 b; thett sømmer fuld ilde enn fattig quinde, end sier denn, dronning skulle were. DgF III. 583 a (= end sigett. sst. 581 b = end siden. VdV II. nr. 44 v. 41); – end siige hooss the gamble forfædre. PE 365; PlH b 4 (ovf. II. 503 a40); jf PlV 212; – icke spare himmelin, end sije syndere. PE 352.
2) (end) mere; vide i icke, at wi skulle dømme engle, end siger de ting. 1 Kor 63 (1607; 1647: end sige; tidligere overs.: huor meget mere). Vel en misforståelse. Jf Bl I. 34-5; oms. Si(d)er, bio.
2); (1573). DM4 V. 338 (ovf. V. 453 b49).Sider[sejer]mere, to. (fsv siþ;armer) = si(de)re; se ovf. I. 786 b: sidermere v[or] f[rue] d[ag]; 8 sept., som var seyermere vor frue dag (1579). KhS4 II. 14; det skede dagen effter vor frue dag sijermere. Hvf IX. r 2. – bedre at have dend formere vrede, end dend sejermere skade. PSO II. 32; – Som bio.; welæ wii vell fordragis om ett fierdinge aar førræ eller syder mere (1510). NdM I. 199; – datæ i breffwet ær symer screffuen. KD II. 175; – fødis det seyermeer, da maa det icke tage arff (1484). Rsv* V. 539.Sid(er)st (sejrst), to. 3 g. (isl síƀa(r)str sidste; – gl gstf.; sisten time jech hanum fandh. RD I. 137 (jf isl síƀastan tíma; Lund, Ordføjningsl § 26 b); som sisten tidh iech hanom sa. RD I. 73. – vor s. ɔ: vor død; førend wi aff veede, haffuer wi vor seyrste. Rch 37. Jf nuv. yderste. – i det s. ɔ: til sidst; SmdH 29 (ovf. III 312 a9). – (o)på (det) s. = is.; opp[a] teth sisthæ ta sadæ han mek ney. MR 1338; – pa thet sistæ blewæ the bathæ slawænæ. NdM V. 174; at mine ord skulle icke paa det siste ramme dig. Jes Sir 3125 (1550, 1647); paffuen fick mact offuer alle christne konger, som paa det sidste vigte oc anammede hans low. HemmE 106; Hvf I. 103; Urfé II. 49 (ovf. II. 520 b48); hand var saa udmarteret paa det sidste. RFII 139; (1538). DM I. 248 (ovf. II. 874 b8); huor vil han paa siste bliffue? (1586). Psd I. 184 b.Sid(er)st (sidste(ns)), bio. (isl síƀarst, sízt) sidst; sidherst wi wore j Ringstede (1422). KD I. 149 (= Rsv* V. 121); – som nu siistiis skede (1527). NdM V. 220; som han hade vtlagd, sisten (bdo.?) han meg siisten regenskab giorde, oc jnd till i siisten wij wore pa Rudgard (1487). DM4 I. 90; jech sisten skildis fra hanum. RD I. 137 (= sist. sst. II. 241); MA som sisten hength wortte (1479). Hüb I. 36, 82; siiden handt kom nw siisten tiill Gutlandth (1533). NdM II. 207; min herre opregnede sistens 14 aff thisze wnge karlle (1579). RdAH A 51. – af s. ɔ: til sidst; aff syst ware the forlikthæ. RD III. 214 (= paa det siste. CP V. 1622). – i s. ɔ: sidst, sidste gang, nylig; (1479). DM3 III. 273 (ovf. II. 204 a27); her døde i sist fuld rig en mand. PSm g 4; du vest, huorledis at ieg dig halp i sist. HWR 231 v; – hun aldrig haffde seeth G spandemagers, før end nu i siisten hun bleff førth till hinde (1544). DM3 I. 64; – dii try skiib, som wiltis fra oss y siistens om natten (1564). Wad I. 250 (= DM III. 285). – på s. = af sidst; begynder hand paa sidst at sige. TkJ a 8; – huorinden de oc begge paa sidsten hendøde. Lysch 271; som nu och paa sidsten scheet er. Vaupell, Griffenf II. aktst 47; meget borg' og gaa til tinge, gjør paa sidsten arm og ringe. PSO I. 51.Sid(er)st, bio.; – thet aar sisth forleden (1522). DVb 151 (frg. o. ovf. III. 4 a1), jf ovf. III. 715 a14.Sidstforleden, bio. nylig, hensovet den 4 febr. sidst forleden. HenrW II. 34; M. Jf siden ... forleden.Sidstleden, bio. sidst, sidste gang; vore breve, som vi eder sidstleden undte paa den rettighed (1527). NdM II. 149. Jf sv sistliden, to.; ovf. II. 788 a48.Si(d)kast, bio. til sidst, endelig; Dict (u. demum).Si(d)kast, no. (nyisl og n sidkast) ende, slutning; det er kommen saa viidt paa sidkasten. VdSv b 1; paa sikasten blev det mærket. GFK 50. Oftere hos Holb., jf Jean de F. A 1, S 4; Pantsatte Bondedr A 3, S. 1; Gert Vestfal. A 1, S 3.Sidkast, no.; hun paa sidkasten ikke kunde arbejde (1668). KhS3 II. 461. Jf dyrek.Sid(er)st, to.; thz bleff wor sistæ leffnetz daw. Rkr i 6 (= sædhersthæ. Rkr* v 2202); (o)på s.; T 553 96 (ovf. IV. 1002 a51). – PL** I. nr 451 (ovf. V. 340 b43); Raun 50 (ovf. u. dygd 2)).