SkrifteSkrift(e) (skreft, skrøft), no. hunk. (∾ isl skript) 1) skrift, noget skrevet; huilcket menniske der læss denne scrifft, oc kand sige, huad hun betyder. Dan 57 (1550, 1607); (1550). DVb 276 (ovf. u. flå no. 2)); Etym 674 (u. litera). 2) skrivelse, udfærdigelse; thænnæ nærwærindes scrift. GhA II. 7 (= l scriptum. sst. 5); skikke vi udi denne skrift (1440). Rsv* V. 271; (1558). Rsv II. 200; fremlagde hand denne skrifft, huor vdinden hand vdi atskillige maade formeente sig forfangen at vere. Hvf III. 103; VIII. 41; loed hand udgaae en allmindelig skrift. RFII 97; – huilket i ville selff haffue vidt magt aff edhers lerdom och screfft. DM V. 267; – sende meg en skrøfft paa alt thet gotz, tu haffuer faadt (1543). SmR II. 25. Jf Thors 52. – schall handt andtuorde huer af wor embiszmendt en af thisse schriffter. NdM I. 310. 3) bog, skrift; som ieg haffuer vti sckriffthen læst, Innocentius ... HM 6; – et skrift han gav i retten hen og bad Apollo dømme. Renb II. 126. – flt SS; saadanne scrifft ere icke at ansee for tidkaart. VdS fort 1; noglə faa gamel scrifft. VdV fort b 2v. 4) den hellige skrift, bibelen; Schroch 6 (ovf. III. 711 b27); then hellige scrifft, hun er een fulkommelig regell. Præd 19 (= Hvf VIII. 199); CP IV. 926-27; Psd I. 2 a; det forskiuder scrifften alleuegne, oc hun bær oss Guds barmhertighed frem. TdmU k 8; offuer al den hellige scrifft, saa at hand vilde haffue mact alene at vdtolcke hende. PlSk m 3v; den hellige scrifft bør oss alle at ære, hun offuer andre kunster mon være. HWR 257v. Se også u. skæl 7). 5) skriftemål (og den ved dette pålagte kirkebod); saa at de kommer udi band och ey will tage schrifft og boed. Rsv* V. 506; biskoppen meg løsde aff och sættæ meg scrifft. Rkr l 4; opregne alle synder oc tage scrifft for dem. PlSk l 5v; ey heller de maatte faa præsten, skrifft eller skiel. Hvf VII. b 1; staa skrift for deris synder. PSO II. 15; – the at skrefft hauæ væræt, tha voræ the aldræ i thæn hw, at the vildæ theræ syndær rætheligh bædræ. Luc 62; icke wele taghe screft oc bødhe oc bæthre (1443). Rsv* V. 158; – hun skulle thill skrøffte gaa. DgF IV. 99 b. Jf u. bet. 2). – åbenbar(lig) s. ɔ: skriftemål i menighedens overværelse; andhen sag, som skal tages obenbarlige skriffth for. DM VI. 360; – sette obenbare skriffthe oc penitentz thennom, som wiidtbør (1527). Rsv* IV. 138; hannem nu tilholder at staa obenbare schriffte (1636). KD V. 184, 555; naar han undslaar sig for aabenbare skrifte (1655). KhS3 IV. 564; Kirkerit 250 (fremgangsmåden sst.). Jf Skeat: shrovetide. 6) over s. ɔ: over rimelighed; at min stjl oc dict ey offver skrifften gaar. Skd 92; omskønt et vers sig noget vijt udstræcker oc offver skrifften gaar. Skd 114 (= nt över den schreve, se sst.). Jf skrev. – Jf for-, gen-, grav-, hand-, last-, op-, over-, skand- (skænd)-, skjaldre (u. skald)-, uds.Skrift, no. 1) – ik.; Luk 421 (1524, ovf. V. 165 b22). – på s. ɔ: skrevet (skriftlig); att the forsende paa scrifft all then bewiisning (1531). KhS5 VI. 139; att mand lader alting optegne paa skreff. Wad I. 9; jf ovf. IV. 202 a42, 935 b27. – Jf på tryk. 3) – flt.; Luk 2427 (1524, ovf. IV. 568 a38; 1550: scriffter); Lutheri schriffters fyrighed. Cold k 2v; Holst V. fort 2 (ovf. II. 638 a40); PG 179. 5) – til s. 818 b15; også offenlig s.; ChrIV* III. 17 (ovf. I. 232 b5). Jf ovf. III. 819 a8; KhS5 I. 380 ff. 6); Christus haffuer indeluct hende (ɔ: bønnen), at hun icke skal gaa offuer scrifften. Mar i 2. Jf af-, blandings- (V. 115 a10), forsvarelses-, hos-, lakke- (II. 732 b47), martyr-, munke-, på-, rim(e)-, skytte- (III. 843 b21), skæld-, smæ(de)-, smæle-, spot-, stam- (IV. 100 a40), sten-, stik-, sørge-, triumf-, trøste-, vessels.se i sammenhæng Vis mere +