SnurreSnurre, go. (sv snurra) 1) i nuv. bet. a) give lyd; fører hestene hid op som snurrende oldenborrer. Jer 5127 (1550, 1647); Etym 260 (u. crepo), 1273 (u. susurrus); Steph II. 354, 1360; de pjle hafve snurret omkring dine ørne. BT II. 272. – b) dreje rundt; snurret, suinget runden om. Etym 1074 (u. roto); NL 1504. 2) (svd snurra, t schnurren) knurre, skænde; KP b 4 (ovf. III. 705 a38); naar hun har lenge murrit, seet surt, tuært, grinit oc snurrit. DrH b 1v; snurre, sprage, springe, eller truffue (1641). Hüb II. 91; en ond quinde ... snurrer oc knurrer. SkR nnn 3v. – s. af (over) ɔ: overfuse, skælde ud; TSd 36v (ovf. IV. 22 b37); – vi ere ikke eders drenge at i haver behov at snurre os saa over (1660). DS2 II. 104. Jf frem-, op-, over-, uds.Snurre, go. 1) – b); tog een flux hende fat oc snured' hende om. TkH 101; saa snurred hand sig om. DP 19. – c) s. af ɔ: fare af sted; DP snurred af saa snart som lynets lue. DP 33. Jf omkrings., halvsnurret.se i sammenhæng Vis mere +
SnurreSnurre, no. (sv snurra) rumlepotte; crepitaculum, snurre. Etym 260; PG 160; NL 210 (ovf. III. 602 b41).se i sammenhæng Vis mere +