StrigStrig (strege), no. (t streich)
1) slag; huo det første strig oc hug skulde giøre. VdS 33; huo som stryger sin søn, hand skal forbinde hans saar, oc for huert strig skulle hans induolle forstyrris. Jes Sir 307 (1607, 1647); ramme paa ham med et lønligt strig. Kpb 313; gjorde han et streg med værget unden op imod (1585). DS2 VI. 344; – Psd I. 329 a (ovf. III. 369 b35). – flt.; baade adelen, borgere oc bønder finge hugg oc strig aff Guds suøbe. Hvf IX. bb 4; blodige strig oc røde saar. Bunt* I. 21; læge de slagnes saar oc stræge. PBd* 12. – få streg (til) ɔ: ram (til). M. – holde s. a) afbøde - (parere); den ene biuder hug oc hugger til; den anden bærer for (holder streg). ComD § 950. – b) holde stand? mand ellers veed, at de til fods nok holde stræg. AB II. 208. Mulig i bet. 6)? – c) være greben, måtte undgælde. M. – ikke h. s. ɔ: slippe bort, sno sig fra. M. – til s. ɔ: i kamp; de ere kommen til streg med hin-anden. DgF I. 38; – staa til stregs. PG 511. Mulig i anden bet.; hos M = s. til strids, se ovf.
2) (sv streck) list, kunstgreb; hand kand saa mangt et streeg. Kpb 56; hvor mangt et streg hand lærte. KSK a 5; – man kunde kjende, jeg var min faders søn, i en streg. GFK2 52. Endnu brugeligt.
3) spydighed; dermed hun sin mand en stræge gifver flux det haardeste, hun kand. TkH 75; hand wille giffwe stræger, oc ded haffde ingen skick. Jm 177; – skjældede vel paa de laster, som gik i svang, dog ingenlunde paa en saadan stikkende og bidende maade med gloser og streger. JS IV. 354.
4) (n strik, mnt streke) streg; delineamentum, strig eller lenye. CPV; (se også ovf. III. 835 a5); Oelsen g 2 (ovf. I. 279 a u. brud); – det krumme strig. HVR p 3v; haffver bekiendt, att haffve giortt itt striig offver noger mendtz naffn udi samme breff (1573). Rsv III. 197; – en streg. sst.; hver streeg i sit kompas. KS 190. – flt.; alle hiørner met sine strig oc linyer. HVR p 4; screffue de nogle smaa strig eller pricker vdi asken. VdS 437; – 1 Msb 3037 (T (ovf. III. 757 a5), 1550, 1647); 12 kristelins glas er bagit (jf ovf. I. 94 a) mett huide strige omkringh (1569). HT5 I. 478; – HemmP* fort 5 (ovf. III. 486 a43); hand skal icke besudle dem med strege ofver linnjerne. ComD § 741. – til punkt og s. ɔ: rigtig, nøjagtig; SortS 39 (ovf. III. 529 a42).
5) stribe; kledebon och farffue met strig oc flige. CP I. 39; (1543). DM V. 3 (ovf. u. bebræmme og II. 809 b21); oc haffde ieg icke min ermer om søndag snørd, oc icke striger paa sat. DgF III. 214 b; hans folck vaar alle brun klædde, besatte met huide oc blaa strige offuer oc offuer. Hvf V. 273; striger. sst.
6) retning; det er icke nær dend kaaess eller strjg, som fordum paa Grønland stræckede sjg. LyschG p 4.
7) (e strake) plankegang (plankerække på et skib); er strigitt slett affslitt fra gallionn oc slett ner thil køllin (1565). DM3 II. 85. Jf t streichen ɔ: klæde med planker.
8) hårdt vejr. M. Fsv strik, nysv streck, n strik ik; – mnt streke, ht streich, strich hank. Jf for-, krum-, luft-, lære-, midt-, middel-, spore(n)-, tværs.Strig, no.
1) – holde s. c); Jac 259 (ovf. V. 883 a50, flgd. o.: mange byer tog ieg ham fraa).
4) – flt.; streger. Etym 138 (u. incisura); GH 149 (ovf. V. 354 a35); jf ovf. V. 409 a29 f, 667 a11 f. – have sig en s. (for)beholden for ɔ: regne sig for at stå over; hafde sig som for sin discipel en stræg beholden. SortSk fort a 4, a 5v. Jf bræt; ovf. V. 823 a45. – til s. 165 b32 jf ovf. III. 532 a26. – linje i bog; Wiel VI. 159 (ovf. V. 356 a18). Jf binde-, bord-, brud- (V. 141 a5), ende-, nåde-, panser-, pinsel-, prøve- (V. 823 a45), takke-, tappens.Strege, go. 1) udsende; s æssmeret (ɔ: d. jf flgd. o. ovf. II. 785 a36) streger af sig behagelig luct. ComD § 328.
2) spotte, sige spydigheder; han jo der i sine prædikener skulde glose og stræge ham. JS IV. 335.Strege, go.
1) – lugte; stycker, som stræger effter vijn. SkP 440 (= l frustis vinum reddentibus. sst. 439).
2) figuræ, gloser og forvendte ord at stræge folk med. NL 423.
3) tm. (sv streckat) havende s.; KC* c 3v (ovf. III. 696 a35).Strække, no. stråle; er brun af solens strecke. OB 8.