VågeVåg(e), no. (isl vág) 1) vægt (af indtægt); er for mig fuld thong en vaag. Rch 148. 2) en bestemt vægt (36 ); 100 voger løse bernefisk. KB I. 342; (1564). NdM V. 64 (ovf. I. 159 a5 f. n.); 3 voger bergfisk (1599). AA I. 40; TR** b 3 (ovf. III. 822 b51); 48 voger tør fisk. Bernts I. 304; IV. 541, 649; tolf pund it bissmerpund oc tre bissmerpund en waag. Fdg 1/5 1683 § 4; 120 smaa fisk, som regnes for 3 vaager (1690). DM V. 274; – kiøbe 20 voer glas paa glarhytthen (1557). HT5 II. 488. 3) vægtlod? 1 pundere, 6 wog (1487). DM3 II. 15. Mulig vægtskål. 4) (sv våg) vejerbod; byes wowe meth all sin redskap, som en byes wowe bør ath wære (1495). GhA IV. till 5. Vagmester, no. (sv vågmästare), se ovf. IV. 785 a33. Vis mere +
VågeVåg(e), no. (isl vágr) bugt, vig; - med havnen eller vaagen skal hand have særdeles tilsyn. Fdg 24/1 1710 k 71; kom vi i en farlig vaage, som hafde – steenklipper rundt om sig. RFII 422. Udlyden mulig ved sammenblanding med frgd. o.Vågehval, no. hvalart (balæna rostrata), jf VSO. Hos M: en haj (= canis carcharias ɔ: squalus c, jf Nemn II. 1354, også beskrivelsen: trekantede, sexradede tænder peger på hajer). Navne på større fisk og hvaler ere oftere sammenblandede, jf ovf. II. 308 a25; IV. 314 a35. Vis mere +
VågeVåge, no. (isl vaka) = vågenat a); thill voge gick alldrig moder dinn. DgF III. 165 b, jf ovf. sp a39; M. Jf Olsok. se i sammenhæng Vis mere +
VågeVåge, go. (isl vaka) 1) i nuv. bet. være vågen; han scal wel woghe, gørsommæ scal gømmæ. PL** I. nr 654; CPV (u. vigilo); Etym 1438; Steph II. 1433; kundne i icke wage en stund met meg, wage i oc bethe. Matt 2640-1 (1524; CP: vaage – vaager); tha waage wæcterne forgeffuis. Ps 1271 (FV og flgd. overs.); Visd 616 (1607, ovf. IV. 722 a5, 1647: vaager). – holde (natte) vagt; (1442). Kinch I. 285 (ovf. III. 487 a2); – koste og voge der på slottet eller derfor give årlige vægterpenge (1497). NMP Afh III. 299 not; drauerne schal haffue til løn, for the waager (1577). JS II. 147. 2) v. efter ɔ: stræbe efter, efterstræbe; at vaage effter rigdom forterer liffuit. Jes Sir 311 (1550, 1647; Luther: wachen nach); vaager oc staar effter andens lycke. Etym 712 (u. immineo; Dict: e. a. wlycke); Hex 184 (ovf. II. 467 a36). 3) v. over ɔ: holde vagt ved, passe, opvarte; nær nogher worther sywgh, tha sculæ man huer nath waghæ ouer hanum. Nyrop, Skråer II. 16; hand kom icke ssaa tiille adt waghe offuer hannem ssom the andre ssognemend (1555). HübB 231; – assideo, sidder hos og opvarter, vaager over. NL 1601. 4) v. på = våge efter; de vage paa, arbeide paa med aarvogenhed. Etym 1438 (u. evigilo); Steph II. 532. 5) v. op ɔ: vågne; wage op thu, som soffuer. Ef 514 (1524; CP og 1550: vaage; 1607: vaag); Ps 579 (FV, ovf. III. 524 a21); wag op, wag op tw werdige christenhed. Psb I. 87; TSd 6 (ovf. III. 375 b6); vag op herre. TP h 7; DgF I. 278 a; Psd I. 77 a; det alleene skal komme dig til at vaage op. BT III. 75; hvi min lykke sover du, vaag dog op. AB I. 229 a; KS 25. Jf be-, op-, overv.Våge, go. 1) = bet. 5); DgF I. 45 a (ovf. III. 36 a33). – tm. årvågen; 1 Tim 32 (1524, ovf. III. 438 a15). – Jf GrimmW: wachen II. 4 c β. – Jf forv.se i sammenhæng Vis mere +
VågeVåge, no. – vagt; jo flere hyrder, jo verre voge. PSO I. 303 (jf ovf. IV. 720 a8).se i sammenhæng Vis mere +
VågeVåge, no. fk. = våg; DS IV. 318 (ovf. IV. 179 b12); – lad aldrig væckis vaager slig. GH 207; – hvo ey til isen kommer, hand i voven ikke render. Wielandt VI. 169. Endnu alm. Jf vindv.se i sammenhæng Vis mere +