Vin | Kalkars Ordbog

Mente du:

3 resultater

VenVe[i]n, no. (isl vinr)
1) i nuv. bet.; wen, hwilkæn som tw ælskær. 5 Msb 136 (ÆB og flgd. overs.); CPV (u. amicus); Etym 53; huosom wijl worde werdzsens wen, hand worder Gudz fiende. Jak 44 (1524 og flgd. overs.); paffuens broder oc gode ven. PlSk q 1; Heg 131, 254. – flt.; Luc 55 (ovf. III. 386 b22); wi ok there wene (1387). DoB 14, 7; ther F's wenæ varæ. NdM V. 167; thine vennæ, som vare i helffweds forburgh. Thotts Saml nr 553 (4°) 91v; ibland myne wenne. Kv v 601 (rimord: wederlagis suenne); – efter mynæ winnæ raadh (1404). DoB 189; RD II. 288 (ovf. IV. 317 b31 = wener. RD I. 194); – wænnær. RD III. 1065 (= CP V. 7230); mijne wenner oc neste. Ps 3812 (FV og flgd. overs.); KkO e 2v (ovf. II. 660 b20 = RdKl I. 71); Job 1914 (ovf. III. 255 b49); PG 178; – en man aff hans winnær. ÆB Dom 1420; – som haffuer flest slecth eller wennere (1542). RdKl I. 196; KBb II. 281; Herodes oc Annas vaare gode vennere. PlSk q 1; mit folck oc vennere her om paaminde. Heg 41, 51, 91, 103; venner. sst. 46. Jf Wimmer, No Bøjn § 30. – til v. ɔ: til ven, gode venner med; - hand forhaabtis at bliffue til vens met hans wuenner. Hvf VIII. 120; hand skal snart blifve til vens med den igien. BT III. 328; – byde til v. ɔ: gærne ville være gode venner med. M; – amico, giør till vens. Etym 53, 390 (u. pacificor); Steph II. 991; – at hand kand hafve Gud til vens. RFII 398; biud ind, hvem du til vens kand hafve. SortS 84; – holt hand greffue G altid til vens. HvfB k 4; – som vil være tilvens med det, hand selff hafver. BT II. 145.
2) slægtning, pårørende; - (1417). DM I. 369 (ovf. u. bedre 3)); efterdi ingen nærmere var i byrden, ... og mødrene venner, som ikke maa værge, naar fædrene venner findes (1646). KhS4 I. 725. Jf venlig 2). – Jf halv-, mund- (hjærte- sst.), u-, ægtev.Ven, no. Jf bord- (V. 730 a24), himmel-, gryde-, hus-, hælpe-, kvinde-, nød-, sjæle-, sommer- (se u. flgd. o. ndf.), vinter-, øgneven.Vennebod, no. gave (erstatning) for at blive ven med; Rkr m 6v (ovf. IV. 772 b39). Efter M: a) vennegave. – b) bod til den dræbtes venner. Jf isl vingjöf; sættebod (IV. 261 a41, 275 a5).Venfast, to. (isl vinfastr) trofast i venskab. M.Venfasthed, no. (sv vänfasthet) trofasthed i venskab; der kong H spurde, at hans tro ven saaledis omkom, da vilde hand icke lenger leffue, men aff venfastheds bittre sorg qualde hand sig selff. VdS 19; M.Vennehuld, no. venners troskab; ild prøffuer guld oc nød vennehuld. Heg 103 i r.; PSO I. 474; M. Jf isl vinhollr ɔ: sine venner hengiven; huld 2) ovf.Ven(ne)kær, to.
1) venlig; god held for venkær suar oc snack. Hegelund, Svsanna d 2; de første vaare groffue, men disse lætsinddig oc vænnekiær. LyschG t 1; Hex 189 (ovf. II. 325 b34); saa venne-kiær og eje-god som du kand ingen være. AB I. 211 b. Mulig i bet. 2).
2) (sv vänkär) sine venner hengiven; hun var saa vennekjær og hilsed os kun med en stakket Fynbofærd. R Petersen, Kingo 335; M.Venkærhed, no. venlighed; af hvilken venkærhed, music-behag oc ynde. Hex 189; credentsede sin herre med største venkierhed oc underdanig ære. sst. 226. Jf sønk.Ven(ne)løs, to. manglende venner; HenrW II. 39 (ovf. IV. 745 b18); Jm 271 (ovf. III. 466 a16); bedre at være penge - løøs end venne - løøs. PSO I. 476; skal staa forladt, forhadt, ja venneløøs. KPs 597. Endnu alm., jf MbO. Vennenap, no. nap af en ven; bedre er vennenap end fjendeklap. M. Jf nap 1) (III. 190 a9).Vennesag, no. forligt sag? huilckin som opbryder wene sagh (1451). Nyrop, Skråer II. 151. Sst. rettet til thene, jf not 3). Rettelsen synes ej at passe. Er det »uene« ɔ: omstridt?Vensalig, to.
1) yndig. M.
2) venlig. M. Jf MbO; t freundselig; uvens. ovf.Vensalighed, no.
1) ynde. M.
2) venlighed. M.Vensstykke, no. venskabsstykke, vennegærning; M; v Aph I. 771 b (= t freundstück). Vensæl, to. (isl vinsæll) havende mange venner. M. Endnu brugeligt i formen: vennes. Jf sæl. Venneval, no. valg af (forkærlighed for) venner; hielper ey for guld og penge, hielper ey for venneval. Jak Vorm i Rothe, Griffenf. II. 173. Jf val.Venneval, no. – gå i v. ɔ: kunne vælge mellem sine v.; maa den, som før gik udi venne-vall, enlig staae blant venne-løses tall. DV IV. 301. Jf ovf. IV. 722 a49. Vennevild, no. forkærlighed for venner; du selv befalet har at skienke naader fuld foruden venne - vild. Wielandt X. 415. Jf vild.Venneviv, no. kærlig hustru; som er hans trøst og venneviv. Naur qq 1. Efter VSO VIII. 46 a forvansket af væn, jf d. o. ndf.Vennevold, no. venners forvaring. M. Endnu brugeligt. Jf vold 4).Venlig, to.
1) (fsv vinliker) i nuv. bet.; Etym 242 (u. comis), 397 (u. familiaris), 592 (u. intimus).
2) nærforbunden, nær; RFII 65 (ovf. III. 902 b37). Jf ven 2). – Som bio. i bet. 1); du haffuer talet din tienerinde venlige til. Rut 213 (1550, 1647); ieg vil tale venlige met hende. Hos 214 (sst.).
2) venskabelig, fredelig; saa som soldaterne tijt huer andre pleye venlig at fexere. FD 361 Bbb. Jf tjenstv.Venlig, to.
1); (1519). DM III. 358 (u. forbinding); SkP 591 (ovf. I.* 18 b10); SkH a 2v (ovf. V. 43 b3). – mild; hand (ɔ: Gud) er venlig og miskundelig. Stoud, Ligpr o J Erichsen 137. – på det v. ɔ: venligst; (1591). Rsv IV. 277 a (ovf. I. 63 a7). – Som bio. i bet. 2); CP V. 4275; Hvf VIII. 163 (ovf. II. 155 a3, 311 b40). Jf nabo-, uv.Vennerske, no. veninde; Luk 159 (1524, ovf. III. 183 a3).Venskab, no. i nuv. bet.; – fk.; giffue hannem sin venskaff. VdS 490; dend venskab och goede vilie, i har hafft til mig. Urfé III. 10, 27; lad mig din venskab finde. TkA I. 49; dend venskab. GH dedik 7v. – ik.; dett venskab. GH dedik 7; HøjsgG § 86. Isl vinskapr, hank. – sammænbinde winskap meth thæm. ÆB Josva 2312.Venskab, no. – ik.; (1540). Rsv I. 56 (ovf. IV. 41 b45); vaar it gaat venskab vdi begyndelsen. Carion, Cronica v Linued 160. – vild og v., se ovf. IV. 823 a31 f. Jf jøde-, uv.Vennebånd, no. b. fra en ven; og mand et vennebaand indlagde i et brev. AB II. 472 (frgd. o. ovf. I. 25 b18); overskr.: bindebrev, se d. o. (V. 99 a27).Vennefavn, no. en vens f.; i venne-favn udi mit hierte begraves dit navn. DV IV. 278. Ven(ne)gave, no. g. fra en ven (for at vise venskab); VdS 48 (ovf. V. 249 b9); vi sende hannem vennegafuer. ClS 247 (= isl vingjafir. Jónssons udg. II. 275).Vennegemal, no. hustru; herr P oc hans venne gemaal. DgF IV. 217 a. Jf gemal (V. 354 a1).Vennehjælp, no. h. som fra en ven; giorde kong S den vennehielp. VdS 8.Vennehuld, to. sine v. hengiven; mod sine venner var hand troe oc venne - huld. Fab 90; hun ydmyg var og vennehuld. Cappel, Danske Pyramider o. B. Scheel a 2. Jf ovf. IV. 795 a31. Vennehus, no. en v. hus; der er ikke lang vej til venne - huus. PSO I. 477; mand skal varlig vennehuus søge. sst. II. 286.Vennepar, no. par af v.; Oxfort og Leyden saae i os et venne - par. LTh 61. Venneslægt, no. slægt af v.; i hymmerige skal teg blifwe so stor venne slækt. HS 7924 (= prosapia amicorum. udg 1724 142-3).Vennesår, no. sår tilføjet af en v.; venne - saar svide længst. PSO I. 478.Venneten, no. kreds af v.; ære spindis best af verdens venne-teen. Thrane 17.Veninde, no. (sv väninna) i nuv. bet.; din priis hør din ven-inde til. OR I. 92. Venlighed, no. (sv vänlighet) i nuv. bet.; Cold e 4v (ovf. IV. 372 b12), ll 4; haffuer i wenlighed skicket SB bud (1638). Matz 73; lade sig finde med mere medlidelse och venlighed imod hannem. Urfé III. 38. – mildhed; hvor Guds venlighed seis. Stoud, Ligpr o J Erichsen 137.

Rapportér et problem

VinVin, no. Jf aland-, firne-, fyld- (V. 327 b9), gåse-, herreds-, isop-, kirke-, kirsebær-, morelle-, neglike-, rins(k)-, slån-, vellystv.Vinbjærg, no. (sv vinberg) i nuv. bet.; fra vjnbiergenis plan er I kommen hiem. Bunt* I. 159; – NL 2077 (u. vinea).Vinblad, no. (sv vinblad) vinrankeblad; Etym 866 (u. pampinus). Vindrusaft, no. vin; vindru - saft paa mange hundret viis natuuren frels af nøde. Hex 122, 221 (ovf. II. 681 a48).Vindrueskal(e), no. i nuv. bet.; ComD § 448 (ovf. II. 733 b3).Vindru(e)stilk, no. s. på en vindrueklase; racemus, vindru stilck, stengel, paa huilcken klasen henger. MP 265; Steph I. 174 b.Vindråbe, no. dråbe vin; gutta vini, vindraabe. Etym 545.Vingirig, to. begærlig efter vin; icke wingirijg. Tit 18 (1524; jf ovf. II. 40 a54).Vinglas, no. (sv vinglas) i nuv. bet.; SthU b 8 (ovf. IV. 750 b10); Steph I. 210 a (u. modiolus); – nogle viinglase. PO 276. Jf ovf. II. 52 a3 f.Vingud, no. (isl vínguƀ) gud for vin; skal opofre den vijn-gud Baccho en geed. Raun 46.Vinhakke, no. (t weinhacke) h. til brug for vinhaver. M; NL 1183.Vinhandel, no. (sv vinhandel) i nuv. bet. M.Vinhandlere, no. (sv vinhandlare) i nuv. bet. (fast bosiddende); huilcket vijn handelerne vdi deris bog haffuer at indføre. Fdg 25/10 1629; viinhandlerne hos os hafver ladet anholde. Fdg 20/12 1662. Jf rinskvinsh., vinfører.Vinhave, no. i nuv. bet.; Etym 1444 (u. vinetum); NL 2077.Vinhus, no. (isl vínhús) i nuv. bet.; i et viinhuus jeg skal sige mit farvel. Reenb I. 172; NL 1824 (= taberna vinaria). Jf ølh.Vinhøst, no. i nuv. bet.; 3 Msb 265 (ovf. II. 595 a27); Etym 351 (u. vindemia); Hex 194 (ovf. V. 348 a54).Vinkande, no. i nuv. bet.; det er icke it menniske, men en vijnkande. SkP 441; Dict (= ænophoron); Steph I. 209 b.Vinkar, no. (sv vinkar) i nuv. bet.; DrC 267 (ovf. IV. 990 a22); Etym 280 (u. cupa); NL 231.Vinklaret, no. vinblanding; Steph V. 140 b. Jf klarete 1).Vinkyper, no. vinhandlersvend. M. Jf sv kypare, nt küper. Vinkærne, no. = vinbærkærne; 4 Msb 64 (T, ovf. IV. 827 a32; Luther: weinkern). Vinløv, no. = vinblad; Etym 866 (u. pampinus).Vinostvalle, no. det tynde af v.; drak hun vinostvalle (1634). SkdL 1816-17 367. Jf vinv., ølostv. ndf. Vinperse, no. (fsv vinpers) i nuv. bet.; vinpersen vor perset vden for staden. åb 1420 (CP, 1550); (1601). NkS 351d (4°) e 6v (ovf. V. 762 b45).Vinpibe, no. vintønde; Etym 849 (u. orca, jf ovf. IV. 2 a34); Thomæus c 4. Jf pibe 2). Vinpose, no. pose til at si vin; saccus vinarius, vinsie, vinsæck eller pose. Etym 1443 (Dict: vijnp.). Jf ovf. II. 733 a37.Vinprøver, no. (sv vinpröfvare) i nuv. bet. M; – v Aph I. 782 c.Vinridder, no. vindranker; de lætsindige øl oc vjn-riddere. Ciegler 20 (= t bier und weinritter. udg. 1599 31).Vinrig, to. rig på vin; Hex 108 (ovf. IV. 600 b8).Vinsi, no. si til vin; se ovf. l19.Vinskåle, no. (fsv vinskal) s. med vin; Jes Sir 3136 (1607, ovf. l5-6).Vinslæben, no. førsel af vinfade; (1610). KD II. 575 (ovf. V. 603 a22). Snarest: på sluffer, jf slæbe, no.
1).Vinstrøm, no. strøm af vin; Raun 8 (ovf. V. 875 a10).Vinsæd, no. plantning af vinranker; Raun 43 (ovf. V. 160 b45 = l satis II319).Vinsæk, no. (sv vinsäck)
1) lædersæk til vin; Mark 222 (1524, ovf. II. 718 a6); Etym 275 (u. culeus).
2) = vinpose, se d. o. (ovf. l20).Vintappen, no. udtapning (salg) af vin; (1659). KD V. 633 (ovf. V. 1102 b7).Vintapperske, no. opvarterske i en vinhandel; Etym 197 (u. cellaria).Vintold, no. (sv vintull) t. af vin; um vin toll (1292). SSR 235 (overskr., jf ovf. IV. 192 a19); belangende vijn tolden, som er paalagt. Fdg 25/10 1629.Vintræaske, no. a. af vinranker; lud, som er bered af vintræ aske. Holst II. 5.Vintræstang, no. thyrsusstav; naar de opirred er med Bacchi vintræ - stang. OR I. 129 (= l pampinea hasta. XIII33).

Rapportér et problem

VinVin, no. i nuv. bet.; – ik. (∾ isl vín, l vinum); AM 187 4411 (ovf. III. 397 a2); han drak aff vinæt. Luc 40 (= 1 Msb 921, ÆB; 1550: vinen); Br 2432, 31617 (ovf. u. forskales); (1443). KD I. 166 (se u. vinmand); vinet er vor herriss blod. CP II. 475, V. 29230 (vinen. sst. l32); Psb I. 182; nar vin drickis, tha føger thet seg effter een mandtz willie, men nar thet er drucken. ErF 68v; ÆdS 95; den stelling, som vynet vdi ligger (1545). NdM I. 268; PSO I. 216 (ovf. IV. 39 b41); – DgF V. 1. 337 b (ny optegn.). – hank. (∾ i T, jf GrimmG III. 466); hun hente aff vinen, der handh skulde dricke aff hannem. CP I. 140; (1545). NdM I. 269; see icke til vinen, at hand er saa rød. Ordspr 2331 (1550, 1607); Joel 33; vin som haffuer en smuck farffue, oc naar mand dricker hannem, da er hand sur. HWR 269v i r.; at henge vd krantz giørs icke behoff, naar vin er god, hand sælis vel dog. VT* 5v. – hunk.; aff vijn vi glade vorde, hun giffuer ind ald glæden. TkA III. 161-62; her udi staar viinens rette brug, hun icke alleeneste ledsker mennisken. Hors* (1685) 470. – fk.; der køgemesteren smagede den vin. Joh 29 (1550; CP: vinen); megen vin. HWR 94v; nogen vin (1615). Rsv* IV. 319. – Steph I. 141 a. – beruselse; Noe opwognæt aff winith. 1 Msb 924 (ÆB; 1550: sin vin; Vulg: ex vino; hebr מִיֵּינוֹ ). Jf badstue-, bitter-, brænd- (ålbL* 264, ovf. II. 51 b8), kort-, kryder- (II. 639 a18), lang-, lilje-, lække- (II. 733 b1), malurt(e)-, messe-, nardes-, nælde-, skvil-, spisev., brænt vin (u. forskales, jf brænde 5) (I. till 41 b)); efterv.Vinamme, no. vinfad. M; – jf ndf. s 828 a45; huer amme wiin (1615). KD II. 599; Etym 1331 (u. tina); v Aph I. 23 b. Jf t ahm.Vinamme, no.; Hex 26 (ovf. V. 1064 a26).Vinbidden, to. beruset af vin; naar jeg viin-bidden bliver. AB I. 99; viinbidden tunge tit udsiger det, mand før ej tord' udsige frit. AB II. 53. Efter M tilbøjelig til drik. Jf ølb.Vinbjæring, no. (sv vinbergning) vinhøst; vindemia, vinbiering. Etym 351; NL 2078. Jf bjærging 1).Vinbo(d), no. vinhandel; taberna, vinaria, vinboe, vinkroe. Etym 1443; M. Til udeladelsen af udlyden, jf vexelb.Vinbælle, no. skal på vindrue; icke skal han æde noget aff det, man giør aff wijnstocken, fraa wiinkiærnen oc indtil wijnbellen. 4 Msb 64 (Tavsen). Jf bælge slutn.Vinbær, no. (isl vínber) vindrue; iet vinbær aff Effraym. HS 1120 (= Dom 82, Vulg: racemus); man plocker icke vinber aff tornebuske. CP II. 172 (= Matt 716, 1524 og flgd. overs.: vijn druer); de store vinbær, mand kalder hos oss cubeber. Bunt* II. 136 (jf ovf. II. 573 a15 f); uva ponitur pro ipso acino, vinbær. Etym 1487.Vinbærsbuske, no. (sv svart vinbärsbuske) solbærbusk (ribes nigrum)? ribs, wiinbers - buske. ComD § 138 (= fr le petit groselier, blanc, rouge et noir). Udlyden hører mulig til skriftets svenskagtigheder, jf ovf. II. 484 a42, se også fjeder- (III. 335 b50), sabinb. Vinbærelv, no. vin, der skænkes; Rich Petersen, Kingo 315 (ovf. III. 374 a52). Vinbærgren, no. skud på vinranke; tw skalt ey samensankæ j thin wingordh winbergrenæ. ÆB 3 Msb 1910 (Vulg: racemos misforståt). Vinbærgård, no. vinhave; vinbergard oc oligardh. HS 7021. Jf ving., gård 2).Vinbær(e)klase, no. vindrueklase; ther aff nedher hengæ windruer eller vinbæræ classææ. MR 1192 (mulig vinb. er selvstændigt ord ejef. flt.); – æfftær blomstær winbær clasæ moæs. ÆB 1 Msb 4010; racemus, vinbær klase. Etym 1042, NL 1452.Vinbærklase, no.; – hunk. (= fsv vinbäraklasi); 1 Msb 4011 (ÆB, IV. 596 a8-10).Vinbærekvist, no. = vinbærgren; er giort som een dræth vdi vinbæræ qwistæ. MR 11821. Se også l18 ndf. Jf vink. Vinbærkærne, no. vindruekærne; acinus, viinbær steen, kierne. Etym 5 (vijnbær kierne. Dict).Vinbærris, no. = vinbærgren; tree winbær riss æller qwiste. ÆB 1 Msb 4012. Jf ris.Vinbærsaft, no. vindruesaft; den liflige wiinbær-saft udpersis af de bærfulde druer. ComD § 440 (= t weinbeer oder rebensafft).Vinbærsten, no. = vinbærkærne; vinaceus, granum acini, vinbærsteen. Etym 1443, 5 (ovf. l16). Jf vinsten 2).Vinbærtorn, no. = korsbærtorn? Steph I. 172 b (= rhamnus); M (= r. secundus). Også i T fl. navne med bær, jf Nemn II. 1144. Vinbærtorn, no.; dene wrthe er lige som winber thorn (1601). NkS 351d (4°) 112v (= l rhamnus. udg. 1594 148).Vinbærtræ, no. vinranke; jæk saa fore mik eth winbærtrææ. 1 Msb 409 (ÆB; 1550: wintræ); træærnæ talæthe til winbærtrææth. Dom 912 (ÆB; 1550: vinstocken).Vindragere, no. (sv vindragare, t weinträger) mand, der besørgede vinfade flyttede; ey heller skulle wiindrager anbringe en wogenmand nogen wiinfracht at age (1610). KD II. 575; windragere, som holde schluffer (1615). KD II. 599 (flgde o. ovf. II. 766 a28).Vindranker(e), no. vindrikker; thendne menniske er en frotzer oc vijndrancker. Matt 1119 (1524 og flgd. overs.); vær icke iblant vijndranckere. Ordsp 2320 (1607, 1647); Cimber vaar icke alleene en vjn - dranckere. BT III. 198; M.Vindrankerske, no. kvinde forfalden til at drikke vin; en vijndranckerske eller fordrucken soe. SkP 374.Vindrik, no. (overvættes) vindrikning; Test* e 3v (ovf. IV. 368 a27). Jf MbO.Vindrik, no. (fsv vinsdrykker) – vin (som drik); SortS 84 (ovf. II. 721 b31).Vindrossel, no. (t weindrossel) drosselart (turdus iliacus). M; vAph I. 782 a; Kjærbølling 221; Nemn II. 1510.Vindrossel, no.; DSt 1909 61 (ovf. V. 1156 a40). Vindru(v)e, no.
1) hunk. (∾ fsv vindruva) = vinbærklase; skaare der en vindruæ aff oc lode tho bære hende. 4 Msb 1323 (1550; ÆB: winbærklassæ; 1607: viin klase); – MR 1192 (ovf. s 827 b6); uva, vinklase, vindrue. Etym 1487; CPV; – TV 147: vindruffue (formen vist skånsk efter forf. hjemstavn); – vindru. MP 265; på grund af dobbelttydigheden af l uva mulig de 3 sidste st. i bet. 2). Jf drue ovf.
2) i nuv. bet.; Matt 716 (1524 og flgd. overs., ovf. s 827 a39); noget, som perses wdaff wijndruen, huercken ferske eller wisne wijndruer skal han æde. 4 Msb 63 (Tavsen og flgd. overs.).Vindrueblad, no. vinrankeblad; tag vindrueblade. ålbL* 110; Holst IV. 127 (ovf. II. 513 b37).Vindrueblod, no. rødvin. M.Vindrueblod, no.; hand skal to sin kaabe i vindrue blod. 1 Msb 4911; 5 Msb 3214 (1550, 1647).Vindue, no. skovdue (columba oenas). M. (= vinago). Navnet vel overs. af det l. Jf Nemn I. 1132. Vineddike, no. (sv vinättika) i nuv. bet.; huercken wijnædicke eller nogen anden stærck ølædicke skal han dricke. 4 Msb 63 (T og flgd. overs.); rosen vand fire lodt, vin edicke tu lodt. SmLb IV. 11v.Vinfad, no. (isl vínfat) i nuv. bet.; SSR 235 (ovf. IV. 192 a19); MP 143 (u. dolium); Etym 327, 135 (u. cadus), 1331 (u. tina); ComD § 440 (ovf. II. 273 a40).Vinfad, no. – som tegn på handel med rinskvin; Fdg 13/10 1688 § 1 (ovf. V. 853 a3). Jf ovf. V. 610 b2.Vinflaske, no. (t weinflasche) vinflaske, vinsæk; ÆB Josva 94 (ovf. III. 890 a43; 1550: vin flasker).Vinflaske, no.; se ovf. IV. 830 a34; nogle vijnflasker oc ølkander. SkP 441.Vinfor[a]lader, no. (mnt wienverlater) vinkyper, vintapper; M; følgtis wiinforladeren og HB ned ad samme gade (1703). Hüb II. 267; vinfalader. sst. 266, 267. Jf VSO. Jf lade 7) ovf. II. 717 b51.Vinforlader, no.; hvilcke angifvelser af visse vore betiente og viin-forladere skal eftersees. Fdg 13/10 1688 § 2.Vinfører, no. rejsende vinhandler; (1609). KD II. 550 (ovf. u. forljude 2)); betalde jeg M vindfører 44 rixdaller for 2 amer rynsk vin. SmB I. 94; (1622). DS2 VI. 15. Jf bogf. Vingods, no. gods, af hvis indtægt kirkerne forsynedes med vin (og brød) til nadveren; vort og kronens gods vingodset her udi vort land Fyn (1555). KhS IV. 608 (jf sst.: der udi vort land Fyn skal være meget gods funderet til vin og brød til kirkerne (1568)); påskrift wiingodz, i texten: skal hand aarligen forskaffe presterne vdi Falster saa megen vin oc brød, som den fundatz formelder (1564). KhS VII. 426; wiingotz oc calente gotz (1570). sst. 429.Vingodstjenere, no. fæster på vingods; disse efterskrevne vingodstjenere (1571). KhS3 VI. 435. Jf tjenere 5).Vingren, no. hunk. gren på en vinranke; som wijngrenen kand icke bære fruct aff seg selffuer, vthen hun bliffuer paa wijntreid. Joh 154 (1524; CP: vinquisten); ComD § 439 (ovf. IV. 176 b7). Jf gren. Vingrostok, no. vinrankeskud, der plantes. M.Vingård, no. (isl víngarƀr) = vinbærgård; ladæ Noe seg til at æryæ iordæn oc giordæ vin gordh. Luc 40 (1 Msb 920 ÆB og flgd. overs.); nogen bigningh paa 1 jordh paa wyn gorden (1528). KD I. 340; twende boder her vdj Kiøpnehaffn ... then anden liggendes bag vidt vingaarden (1536). DM3 V. 325. De 2 sidste steder om slotshaven i Kbhvn, jf PO 197, 343; Trap2 I. 16. – hank.; som plantædhe wingordh ok jkke giordhe hannom almænneligh. 5 Msb 206 (ÆB, 1550, 1607); giff mik thin wiingordh, ath jæk skal gøre mik oliæns yrtegoordh, forthy han ær næst. 1 Kg 212 (ÆB); haffuer hæntt een wijngaardt oc plantett hanwm. Ps 809 (FV, CP); som plantede en vingaard oc fick vingaards mend hannem. Matt 2133 (1550, CP, 1607). – hunk.; se ovf. II. 776 a46; mijn vingaard ... hendis fruct. Højs 812 (1550, 1607); hvad skulde ieg giøre min vijngaard, som jeg icke hafver giort hende. Brochmand, Post II. 139 b (= Jes 54, 1550 og 1607: hannem). Til det dobbelte køn jf ovf. II. 107 a2.Vingårdsherre, no. ejer af en vinhave; sagde vijngards herren siin befalnings mand. Matt 209 (1524).Vingårdsmand, no. (sv vingårdsman) arbejder i en vinhave; CPV (u. vinitor); MP 172; Etym 1444; en mand hagde planted it figen træ i sin vingaard ... da sagde han til vingaardz manden. Luk 136-7 (CP og flgd. overs.); Matt 2133 (ovf. l35). Vinhandling, no. vinhandel. M. Jf te[i]mmerh.Vinhov, no. vinkar; vinhov, vintrov eller kar. Etym 620; NL 701. Jf ho(v) (II. 273 a37). Vinhælding, no. vinlevning; til alterens sakramente bruges gamle vinhellinger (1639, AL). Jf hælding. Vinhøstere, no. arbejder ved vinhøst; Etym 352 (u. vindemiator); NL 2078.Vinhøstere, no.; som den, der sancker effter vijnhøstere. Jes Sir 3316 (1607, 1647).Vinklase, no. (fsv vinklase) = vinbærklase; Etym 1487 (ovf. s 828 a7).Vinklase, no.; T 553 96 (ovf. V. 1152 b20); Arøb T 147 (ovf. III. 470 a42).Vinekram, no. oplag af vin; hans gode vine-kram for snack er ikke fal. SortS 78.Vinkro, no. beværtning, hvor der drikkes vin; Etym 1443 (ovf. s 827 a28). Jf ølkro.Vinkvist, no. (fsv vinqvister) = vinbærgren; vitile, tre, ther bøglige ere som vynqwist. CPV (også u. duramen); Etym 343; Joh 154 (CP, ovf. s 828 b13). – flt.; skeer vinquisterne aff paa iorden. åb 1418 (CP); – man saae viin - qvisterne. Ovid v Bredal 208; viinqviste. sst. 209; – de holde vinquiste faar næsen. Ez 817; åb 1419; om fructbare treer, om winqviste, om ebletreer (1601). DM I. 56. Jf vinbær-, vintræk. Vinkældere, no. (fsv vinkällare) vinkælder (hvor der sælges vin); TV 72 (u. oenopolium); MP 111; itt obitt windkielder (1609). KD II. 550. Jf ovf. II. 696 a31.Vinkældere, no.; – opbevaringssted for vin; mættendæ wiin kiælleræ. T 553 (4°) 97; en kaste sig i vjnkielderen. Ciegler 28 (på et slot); (1670). GhA II. 193 (ovf. V. 1126 a50).Vinkær, to. holdende af vin; Etym 1444 (u. vinosus); NL 2077. Jf kær 2).Vinlag, no. = vingrostok. M.Vinlag, no. (mnt winlach) drikkelag; straff icke din næste i vijnskaale. Jes Sir 3136 (1607; ir.: vijnlag). Jf lag 4) (II. 720 b45).Vinled, to. uvillig til at drikke vin. M. Jf led 3) (II. 765 b18).Vinlejel, no. (fsv vinläghel) vinkrukke. M. Jf legel. Vinlok(ke), no. vinrankens slyngtråde; capreoli vitium sunt cincinni uncinuli, vinlocker, snarer eller tacke som de fatte med. Etym 172; fra leddene komme bladene, vijnlockerne oc druerne. FD 393 B, 30 B (ovf. IV. 22 a35). Jf lok(ke) 2).Vinlykke, no. = vinlok(ke). M. Jf isl lykkja, nuv. løkke.Vinlæse, no. (t weinlese) vinhøst. M.Vinlæsere, no. = vinhøstere; vinlæseren skal kaste den ene effter den anden i kurffuen. Jer 69 (1550, 1647); M.Vinløvorm, no. orm, der æder vinblade. M (= involvolus, jf Etym 1466: involvolus vermiculus idem qui convolvolus, se ndf. b25).Vinmand, no. (mnt winman) vintapper; ængen wiinman tappe sit wiin (1443). KD I. 166; Rsv* IV. 79 (ovf. III. 584 a42). Vinmester, no. (t weinmeister) tilsynsmand ved en vingård. M.Vinmide, no. orm i vindruer. M (= bibio, i Dief* = t wyn made).Vinmoder, no. (t weinmutter) vinbærme; fæx, vinmoderen, bærme. Etym 393; M. Jf moder 4).Vinmos, no. grød med tilsætning af vin; en god vjn moos at berede. Holst V. 229; M; v Aph I. 782 b. Jf mos.Vinmust, no. (sv vinmust) vin, der endnu ikke er afklaret; mustum, vinmost, ny vin. MP 72; Etym 792; Steph I. 141 b. Jf most.Vinmåde, no. (sv vinmått) vinmål; Bl I. 153 (ovf. III. 115 a12); befyndes nogher meth ath haue falschæ wynmade. Rsv* V. 233 (= l mensura vini. sst. 232); BuntM* ttbl. Jf måde 1).Vinmørsk, to. smagende af sur vin. M. Jf mørsk.Vinorm, no.
1) orm (larve), der angriber vinløv; Etym 1473 (u. convolvolus); M. Jf vinløvo.
2) = vinmide. M. Jf Dief: bibio ɔ: w(e)inwurm.Vinost, no. blanding af vin og mælk (som derved løber sammen). M. Jf ølost.Vinranke, no. (sv vinranke) i nuv. bet.; 1 Msb 4010 (ovf. III. 560 b36); palmes, vinrancke, som affskæres. MP 264; vitis pergulata, en løvsal af viinranker. Steph I. 173 b; – vitis, vijnstock, vijn - rancke. FD 303 A.Vinranketen, no. = vinbærkvist; pampinus, viin-rancketæn. Etym 866; M. Jf vinten, ten 1).Vinrebe, no. (sv vinref, t weinrebe) vinranke; de tree wijnrebber ere desse tree dage. 1 Msb 4012 (Tavsen); vitis lacrymans, drybende viinreebe. Etym 620; – vinreve. M. Jf rebe.Vinrebe, no.; – 4 Msb 1323 (T, ovf. III. 858 a24).Vinrude, no. (sv vinruta) = rude. M.Vinrudesaft, no. saften af vinrude; tag vjnrude saft udtryct, holt det under næsen. WD II. 236. Om den tidligere tro på rudens lægende kraft jf SmLb VI. 10; FD 340 E ff; Nemn II. 1190; GrimmW VIII. 319.Vinrømer, to. forneden spidst vinglas. M. Jf røm(m)er.Vinrømken, no. lille vinrømer; - 2 smaa vin-rømken. Wulff, J Bang 171. Jf røm(m)erken.Vinsankelse, no. = vinlæse; ødeleggeren er falden i din høst oc din vinsanckelse. Jer 4832 (1550, 1647).Vinsirop, no. sød vin, der koges tyk. M.Vinsise, no. (t weinziese) afgift af vin; oppeberre forskrefne wiin siise oc ølsiise (1580). KD I. 477; II. 394 (ovf. III. 142 b19). Jf sise.Vinsjug, to. upasselig efter en rus; safran de viinsiuge nyttig. Hex 128 i r., jf ovf. u. beskænke. – Jf øls.Vinsyge, no. upasselighed efter en rus. M; v Aph I. 782 c. Jf øls. Vinsyge, no.; saphran good for øl- oc viin-siuge. Hex oo 1v. Vinskal, no. vindrueskal. M.Vinskænk, no. (sv vinskänk)
1) mundskænk; (1624). NhT IV. 262; BruunK 17; som er en vjnskenck. BT III. 87; viinskienken paa Kiøbenhavns slot. Suhm II. 3. 52 (jf ovf. IV. 622 a26); ComO 428 (= t mundschenck); Pharaonis aff Egypten hans vinskenk. GHD II. 344.
2) vintapper. M. Jf skænk(e) (III. 854 a26).Vinskænker, no. = vinskænk 1); CS ko. ma. vinskiencher (1620). KD I. 621. Jf skænkere (III. 855 a16).Vinskænker, no.
2) = vinskænk 2); viin- oc ølskienckere, bryggere. Fdg 11/12 1685 § 2.Vinslemmere, no. menneske, forfaldent til at drikke vin; tycktigh, icke noghen wiinslemeræ. T 31; – TVd 103 (ovf. I. 792 a9). Jf sle[ø]mmere.Vinslug, no. (t weinschlauch) lædersæk til vin; ieg er bleffuen som een wijnslug ij røg. Ps 11983 (FV, i randen: thett er een wijnflascke, giortt aff bløt læder); v Aph I. 782 c.Vinslugere, no. = vinslemmere; hine vinslugere oc slemmere. PlV 346.Vinsmelling, no. skud, slyngtråd på en vinranke. M.Vinsnelling, no. = frgd. o. M. Jf snelling.Vinsnitling, no. beskåren vingren - (der skal bære). M.Vinsnitser, no. kniv til at beskære vinranker; M. Jf rankes.Vinso, no. drikfældig kvinde. M.Vinspire, no. = vinlok(ke); vjnspjre, en af de smaae kringler, som vjn-rancker holde sig med. ComO 41.Vinsprag, no. kvas af vinranker. M. Jf sprog (IV. 78 b23).Vinstage, no. stive, der sættes under vinranke; ComD § 439 (ovf. IV. 176 b8). Jf stag(e).Vinstang, no. = vin- stage; Etym 866 (u. palus), 1065 (u. ridicæ), 1287 (u. pertica); NL 1490.Vinsten, no.
1) (sv vinsten) i nuv. bet. afsætningen af vin på indsiden af vinfade; tag vinsten och stød hannem smaa. CPL 2v; tag vinsten, stød hannem til puluer. SmdLb I. 43v; wjnsteen 100 pund. Fdg og TR 27/5 1686 59. Jf sten.
2) = vinbærsten. M.Vinstob, no. vinkrus. M. Jf stob 1). Vinstok, no. (sv vinstock) vinranke (stammen); der stod een wijnstock for meg ... han wor saa hæden grødefuld. 1 Msb 4010 (T); – Dom 912 (ovf. s 827 b33); MP 263 (u. vitis); Etym 1444; Steph I. 173 b; – hand saa det vinstock udbryde aff sin daatters liff. JDM c 12 (også i udg 1697; der. udg 1644). Ik. páfaldende, da stok gennemgående er hank. i Nord og T. Endnu brugeligt.Vinstok, no.; T 553 96 (ovf. V. 1160 b2).Vinstrube, no. = vinslemmere; vin struebe, smaa-rotser. SP d 4v.Vinsube, no. vinsuppe; mand skal giffue hende vinsube, som redt er med eggeblommer. SmdLb II. 11v (b 5v). Jf ølsuppe.Vinsube, no.; – ATh a 3v (ovf. V 961 b35). Vinsubere, no. = vinslemmere; hyler alle vinsubere. Joel 15 (Luther: weinsäufer); dranckere, vjnsupere. HelvM II. 3. Jf sube. Vinsur, to. (sv vinsur) syrlig som af vin. M; v Aph I. 782 c.Vinsænke, no. udplantet vinrankeskud. M. Jf sænk 2).Vinsøbe, no. = vinsube; viin-søber eller kaaldskaal. ComD 558; M. Jf søbe (IV. 203 a43).Vinsøle, go. drikke vin til overmål; Naur bb 3v (ovf. III. 48 a13). Jf søle, go. 3).Vintand, no. menneske, der holder af vin. M. Jf sukkert.Vintappere, no. (fsv vintappare) vintapper; caupo, kruman vel vyntappere. CPV; TV 103 (u. oenopola); Etym 1444 (u. vinarius).Vinten, no. = vinranketen; Etym 864 (= palmes); NL 1141.Vintorn, no. = vinbærtorn. M.Vintrov, no. = vinhov, se d. o. Jf trug.Vintræ, no. (isl víntré) = vinstok; tet er skapt som vin træ. MR 259; CPV (u. vitis); Etym 1444; Steph I. 173 b; dett ypperste wintræ haffuer du lagt øde. DgF III. 116 a; TdmU 6 (ovf. IV. 23 a22); blomstris oc udbrede sig som et fructsommeligt viintræ. Pros dedik a 6; viintræ er et slet træ og giver dog saa kostelig saft. PSO I. 355; DV IV. 276 (ovf. u. druefang); – du hente it vintræ oc plantede det samme, du giorde veyen faar hannem oc lodst hannem rodfestis. Ps 8010 (1550, 1589; 1607: det, hank. vist overført fra Luther). – flt.; tusinde vin træ. Jes 723 Jf træ. Vintrækvist, no. = vinbærkvist; racemarius, vyntree qwyst. CPV.Vintræløv, no. vinblad; vjntræ-løv afplukkes. Raun 47.Vintrærod, no. vinrankerod; Raun 44 (ovf. I. till 31 b7).Vintræsaft, no. vin; bruug du den viintræ-saft til din nødtørftighed. Hex 135.Vintrække, no. vinranke, der bindes op. M.Vinvalle, no. = vinost; den sølvkande, M havde drukket vinvalle af (1635). Skand Literaturselsk Skr 1816–17 380; M.Vinvalle, no.; vijnvalde eller ølvalde. WD II. 135.Vinvrager, no. tilsynsmand ved vinindførsel. M; v Aph I. 782 c.Vinvæxt, no. (sv vinväxt) vindruernes væxt (trivsel); enten ther er ond eller god winn wext, saa bliffuer dogh samme drick wed en høy werdt och priis (1605). Hüb II. 6.Vinvæxt, no.; til viinvextens forfremmelse. Raun 47 (jf ovf. V. 765 a23). – vinavl; at omgaaes med vjnvext, agerverck oc qvæg. Ciegler 193.Vinyngling, no. vildt vinskud. M.Vinæble, no. (t weinapfel, se Nemn III. 639) syrligt æble; M; v Aph I. 782 a.

Rapportér et problem

Ordnet

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

I andre ordbøger

I andre opslag