VidneVidne [vinde], go. (isl vitna) i nuv. bet.; (1424). DM III. 182 (ovf. II. 413 b9); at the saa votne, thet vitne wij (1498). DM4 II. 195; thet vytner jek met mit indzegel (1508). Hüb I. 98; Ioannes witner om hannom sigendis. Joh 115 (1524; CP: vidner; 1550: vidnede), 7, 32; 539 (= vinde. Brochm, Post I. 566 a); then widnær æy wel, som wredher ær. PL** I. nr 517 (mulig forvansket, jf sst. II. 514); ieg vidner for dig, at ieg er Gud. Ps 507 (CP; 1550: lad mig vidne); – ath the soo wotne ... thet wintne wi framdeliss meth wore indzegler (1408). DoB 359; at det saaledes gich, vinde vi med vore indsegler (1468). Rsv I. 8, 19 (ovf. III. 688 b18); PL** I. nr 289; huorledis huer serdeelis for sig vindner. Rsv* IV. 36; wij winde, att Jesus Christus er oss næst. Psb I. 42; idelig vinde oc paaminde om de hendødis naffn. Lysch præfat 8, 20; Brochm, Post I. 560 b; – witnet forne 8 danne men (1408). DoB 359; (1462). DM IV. 238 (ovf. III. 671 b48); som vitnede pa theres gode thro (1479). Hüb I. 32; vitnet. sst.; 96; de andre tvo vitnet (1537). DM VI. 144; – Rsv I. 65 (ovf. II. 205 b6); – vindithe thisse 8 dande men (1495). FA I. 70; FA II. 153 (ovf. III. 257 a26); – vantt uti theris helligens edtt (1549). Rsv I. 123; hand wannt løgen (1558). Rsv* IV. 261; want, att hand tit och mange sinde haffuer hørt (1621), NdM I. 387; Wulff 103 (ovf. II. 205 b16); hand vant og endnu vidner. Brochm, Post I. 720 a; Jm 80 (ovf. IV. 808 a22); – (1408). DoB 359 (ovf. l19); wontne. sst.; (1493). DVb 107 (ovf. III. 727 a16); 135; tesse otte men votne paa tieres gode tro oc sannen (1496). Barner, Fam. Rosenkr. dipl I. 189; hwilkæ ottæ mæn wonne paa theræ siæl (1438). Tvd 1622, 11328 (ovf. I. 462 a17); hwilkæ ottæ men wondhe eendrecteligh pa theres troo oc sannæ (1469). DC 211; wonne alle endrecteligh oppo theris gode tro oc sannen, at the hørde oc sowe (1496). DM IV. 12; (1533). NdM I. 25; (1573). DD 111 (ovf. u. endrægtelig); vunde, at de intet handlede enten for vild eller venskaff. VdS 227. Se også III. 671 b52, 685 a31, 38, 688 a20-24. – tm.; dw haffuer sielff windet for oss oc sagd. 2 Msb 1923 (T); (1574). Rsv III. 239 (ovf. IV. 145 a24); – noghre mendt haffde votnitt (1540). Rsv I. 59; som Johannes haver vudnet. KPs 37 (= vidnit. Thms 63, Cassuben 157, KPs* 310; Psd I. 140 b (efter Psb 1553)); haffde vonditt, at ... (1470). Rsv I. 9 (flgd. o. ovf. II. 383 a3); Rsv* IV. 37; vontnett haffde paa troo (1537). DVb 208; vidnesbyrd, domme og andre breve tit og ofte forvandles og fast anderledes gives beskreven, end de bliver vundet og afsagt (1568). DM VI. 59; VdS 227 (ovf. I. 91 a14); SR I. 256; Gud haffuer med mange vnderlige gierninger vundit om hans hellighed. Lysch 207; Brochm, Post I. 619 b. Begge bøjn. PSK 31. Foruden omsætning (jf ovf. II. 830 a16 f; III. 58 a38; IV. 456 a11 f) og assimilation ere formerne vist påvirkede af æd vinnæ logh (se Lund), isl vinna eiƀ (sœri), jf PlV 230. – Jf vinde 3) (ɔ: få) ndf. – v. over ɔ: overbevise (om skyld); hans egen ondskaff, som vidner offuer hannem oc fordømmer hannem. Visd 17 (Luther: überzeugt). Jf bevise 4); overvinde 2). – v. på ɔ: vidne mod; icke hafde vundit hinde paa det, som sandhed vor. SR I. 102; HelvE xxxx 2 (ovf. III. 853 a1); hvilcken, om der ingen anden vil vinde paa mig, skal ofverbevise mig mine synder. Brochm, Post I. 23 a. – tm.; vidne; hon kan ikkæ straffes meth witnændhe. ÆB 4 Msb 513 (Vulg: testibus). Jf be-, for-, om-, over-, på-, tilvidne (-vinde), afvinde slutn, ubevunden ndf.Vidne, go. – dat.; 1 Kor 1515 (1524, ovf. III. 351 a5); (1420). GhA II. till 13 (ovf. IV. 413 b21).Vidne [vind(e)], no. (isl vitni) 1) vidnesbyrd; som for oss met skillige vidne beuist vaar. Hvf V. 87 (= sv skelliga witne. DC 97, mulig i bet. 2)); et vidne, som deres fader havde forhvervet af HD. SR I. 102; kom krøblingen frem og stadfæstede hendes vidne. Beretn 62; – deris windne, hand bode i bye medtt. Rsv* V. 131; (1574). Rsv III. 230 (ovf. III. 587 a21); – Herrens naffn til vinde kreffuit. Rch 88; – dend vind, som ieg gaff MM. KhS VII. 798. Gennemgående ik. i Nord, så fk. jydskhed ∾ ordets form. 2) i nuv. bet.; icke høre keremal vden two eller tre widne. 1 Tim 519 (1524 og flgd. overs.); ApG 613 (CP, 1607, 1647; 1550: vidner; 1524: witnesbyrd); Rsv* IV. 13; i tho eller tre vidnis mund. Matt 1816 (1550, 1647, jf ovf. III. 687 a32; 1524: witnesbyrds); Job 1017 (sst.); at forhøre de vidne. TV 400; samvittighed er 1000 vidne. PSO I. 365; – NdM VI. 184 (ovf. IV. 714 a11); ere andre vindne tillstede. Rsv* IV. 36; it tro vindne. åb 15 (1500, 1607: vidne; 1524 og CP: witnesbyrd); – fører vindner frem. Dict l 2 (Etym 424: vidner); (1646). DM V. 24 (ovf. III. 320 a14); articklerne paa hvilcke vinderne skal forhøris. RFII 240. Jf bag-, bænke-, dels-, efter- (også I. till 54 b), for-, fordels- (I. till 61 b), købe-, landstings-, ljusnings-, lure-, mod-, rådstue-, sanke-, sjuns-, sogne-, stokke-, tings-, udlægs-, udviselsesv., vidende 2).Vidne, no. Jf beskikkelses-, mund(s)-, odels-, æsknings-, øge-, ørev.Vidne(s)brev, no. (fsv vitnisbref) skriftligt vidnesbyrd; - hænge wi waræ incigle foræ thettæ witnesbreff (1403). DoB 167; uden hand haffuer gode mends widnebreff. Rsv* V. 131. Jf brev 1).Vidne(s)-, vinde(s)bu[y]rd, no. 1) (isl vitnisburƀr) vidnesbyrd; - til witnesburd wore indsegle hengde for thette bref (1479). NdM I. 183; hagde ther verit y retthe steffnd paa et sandhets vitnesburdt (1543). Rsv I. 75; – eth pantebreff, som E oc M hagde beseglt met nogre then tiid righens rad til widnesbiurd (1492). Rsv I. 22; (1520). Hüb I. 120; haffver baaret vidnisbiurd om. HiørP p 3-3v; – (1408). DoB 397 (ovf. I. 618 a2); Herræn gaff Moysi too witnæbyrdz steentawfflæ. 2 Msb 3118 (ÆB; 1550: vidnesbyrdens); Art (v Rørd) 48 (ovf. IV. 808 a18 = vindisbyrd. Hvf VIII. 218); wort ewynneligt witnesbyrd. Josva 2228 (ÆB og flgd. overs.); – ieg haffuer lyst til dine vidnesbyrde. Ps 11924 (1550; FV: wijtnisbyrdt); – thill windisbiurdt haffue wy thrøct vorre indsegle for thette breff (1474). Rsv I. 13; (1535). Hüb I. 129, 182; skiche samme vindnisbyurdt saa beschreffne. Rsv* IV. 37; vindnisbyrdt. sst. 36; SR I. 142 (ovf. III. 764 a49); et wryggeligt vindisbyrd om siælens vdødelighed. Lysch 3; – till ydher mere weshedh och wyndeburdh. Hüb I. 48; – swærielse ællær edens winnæbyrdh. ÆB 1 Msb 433; – tiil withingssburth (1456). NdM I. 125; – till ythermere witningss byrdh (1497). KD I. 247. Jf videndesb. – fk.; den gode vidnisbyrd. PlV 6112; min vidnisbyrd hialp till. KhS VII. 800 (fl. g. mit v. sst.), 798 (ovf. u. bagvidne). Hank. i Isl, men sædv. ik. i Dsk (se ovf.) ∾ i Sv, fk. jydskhed. 2) vidne; Matt 1816 (1524); ApG 613; åb 15 (ovf. IV. 813 b10, 19); 5 Msb v Tavsen fort 3v (ovf. III. 338 b45); bescreffuen aff sande vidnesbyrde. TdmU d 2; uden at presten oc fem andre vidnissbyrd ere offuerværendis (1582). Rsv* IV. 301; aabne brefve, brefve seigl oc lefvendis vidnissbiurd. RFII 240. Jf levende røst ovf. III. 656 b34 – Som samlingsnavn; witnesbyrdet nedlagde klederne hoss en vngt menniskes fødder. ApG 758 (1524; 1607 og 1647: vidnisbyrdene; CP: de falske vidne). Jf videndesbyrd.Vidnesbyrdsbrev, no. = vidne(s)- brev; den eed, som ieg giorde i min vidnisbyrdsbreff. KhS VII. 796. Jf brev 1).Vidnebærelse, no. vidnesbyrd; til troæns tegn æller skæl æller witnæbærelse. ÆB l Msb 3916. Jf samb. = sambu[y]rd.Vidne[vinde]bærere, no. (fsv vitnisbärare) vidne; ath sistæ gangher till twa falske vitne bærær. HKv 158 (= Matt 2661, 1524: witnesbyrd, CP: vidne); engæn ær wor talæns witnæbærere vtæn Gudh. ÆB 1 Msb 3150; – j æræ thes thinghs winnebærere. Rut 410 (ÆB; 1550: vidne).Vidnefast, to. 1) (isl vitnisfastr) bunden ved vidner; bør hand vidnisfast alvorligen derom advaris. Fdg 30/4 1692 § 28. 2) havende ret til at vidne. M. Jf lagfast 2).Vindesfolk, no. folk, der vidne; (1629). Wulff 61 (ovf. III. 689 b46).Vidnesfør, to. (sv vittnesför) = vidnesfast. M. Jf lagfør. Vidnesløs, to. 1) ikke havende ret til at vidne. M. Jf logløs 1) (II. 728 a46). 2) ikke havende vidne; kyøber hand vindheløs. Rsv* V. 515. Mulig oprindelig et andet o., jf weneløst. sst. 53, jf s 591. Jf isl vitnislauss ɔ: ikke vidnefast.Vidnes[vindes]mand, no. (isl vitnismaƀr) vidne; møtte forne vidnissmend oc fremlagde samme vinde (1557). Rsv I. 244; – (1574). Rsv III. 230 (ovf. u. bekende 5)); forne vindissmend icke ville vinde (1588). Rsv IV. 129.Vinnendebærere, no. = vidnebærere; wi æræ winnændhe bærere. Rut 411 (411 (ÆB; 1550: vidne).Vidne(s)burd, no. – flt.; hwat wiliæ the witnebyrdhe sigh. 5 Msb 620 (ÆB; 1550: vidnesbyrd). Jf sankev.Vidnebære, go. vidne om; thz folkins twnghe winnebær to ok tywæ boghstawæ wære hoos Hebreos. T 8 210 b.Vidnekors, no. k. (byrde) som vidne; det andet slaus kaarss kaldes it vidne kaarss. VdPb d 1. Jf prøvek. (V. 823 a36). Vis mere +
VidneVidne [vind(e)], no. (isl vitni) 1) vidnesbyrd; som for oss met skillige vidne beuist vaar. Hvf V. 87 (= sv skelliga witne. DC 97, mulig i bet. 2)); et vidne, som deres fader havde forhvervet af HD. SR I. 102; kom krøblingen frem og stadfæstede hendes vidne. Beretn 62; – deris windne, hand bode i bye medtt. Rsv* V. 131; (1574). Rsv III. 230 (ovf. III. 587 a21); – Herrens naffn til vinde kreffuit. Rch 88; – dend vind, som ieg gaff MM. KhS VII. 798. Gennemgående ik. i Nord, så fk. jydskhed ∾ ordets form. 2) i nuv. bet.; icke høre keremal vden two eller tre widne. 1 Tim 519 (1524 og flgd. overs.); ApG 613 (CP, 1607, 1647; 1550: vidner; 1524: witnesbyrd); Rsv* IV. 13; i tho eller tre vidnis mund. Matt 1816 (1550, 1647, jf ovf. III. 687 a32; 1524: witnesbyrds); Job 1017 (sst.); at forhøre de vidne. TV 400; samvittighed er 1000 vidne. PSO I. 365; – NdM VI. 184 (ovf. IV. 714 a11); ere andre vindne tillstede. Rsv* IV. 36; it tro vindne. åb 15 (1500, 1607: vidne; 1524 og CP: witnesbyrd); – fører vindner frem. Dict l 2 (Etym 424: vidner); (1646). DM V. 24 (ovf. III. 320 a14); articklerne paa hvilcke vinderne skal forhøris. RFII 240. Jf bag-, bænke-, dels-, efter- (også I. till 54 b), for-, fordels- (I. till 61 b), købe-, landstings-, ljusnings-, lure-, mod-, rådstue-, sanke-, sjuns-, sogne-, stokke-, tings-, udlægs-, udviselsesv., vidende 2).Vidne, no. Jf beskikkelses-, mund(s)-, odels-, æsknings-, øge-, ørev.se i sammenhæng Vis mere +
VindeVind(e), no. 1) bind, forbinding; hand skal icke bliffue forbunden, hand skal icke heller bindis met vinder. Ez 3021; slaget offver i en vind de podagriske ledemode. ålbL* 196; SmdL 88 (ovf. s 833 b36); fascia, vinde, klæde at binde omkring med. NL 383; vind. M. Jf armv. 2) sengebånd; fascia, lecti, baand eller vinde, mand reiss sig op med i sengen. Etym 407.se i sammenhæng Vis mere +
VindeVinde, go. (isl vinda) 1) vinde, vikle; glomero, at vynde nøgle. CPV; habec(!)ula, vinde, som bartskererne vinde om saar. SmdL 88; Etym 526; Steph II. 649; qvide skal vinde sin tott udaff teen. KS 183 (jf ovf. III. 612 a47 f). – indvikle, svøbe; i tager mig hid det vinde - bond! ieg vinder min søn sielff. DgF III. 122 a; naar hun skal insvøbes eller vindes. SP a 1. 2) hejse; (1545). NdM I. 268 (ovf. II. 592 a27 = nt winden. DM V. 234); de maatte til søes igen oc vinde seyl op. PlSk d 1; vndkom G aff taarnet formedelst en knectis hielp, som vandt hannem igiennem vinduet paa torffuet met it langt reb. Hvf I. qq 1v; – giorde sig reb aff sin lagen, vand sig need aff tornet. Lysch 338; Mark 24 (CP; ovf. III. 214 b12); de vunde hannem met reb ned i kulen. Jer 386; DgF IV. 293 a (ovf. IV. 169 a41); disciplene vunde hannem ned i en kurffue. Tdm III. 26v (= ApG 925, CP og flgd. overs.); VdS 105; vunde anker op (1672). Stolpe, Dagsp II. 196; – [warth] wunden ouer mwren. RD III. 10310 (= CP V. 7033); jf ovf. III. 214 b17. 3) flette; paries cratitius, vunden veg. Etym 257; NL 206. Jf be-, i-, ned-, omkring-, om-, op-, sammen-, tilhobe-, udv.se i sammenhæng Vis mere +
VindeVinde, go. (isl vinna) 1) udføre, fuldføre; haffuer Gud oss hidh sænd, ath wynnæ eth kostælight dags wærkæ. RD III. 5615 (= CP V. 3836); naar en skipper icke kand vinde sin reyse midt i fiorden. Deb 40. 2) overvinde; HKv 2920 (ovf. I. 324 a3), 4 (ovf. IV. 800 a32); 6214 (ovf. IV. 24 a11); 3321, 22, 28, 32; RD III. 1595 (ovf. III. 356 b25 = winde offuer. CP V. 10810); Rkr i 4 (ovf. IV. 163 a21); nu haffuer ieg vonnden denn stuore karll. DgF I. 98 b; dit hus lad mørcket vinde. Hex fort e 3; ieg vinde vil alt det, mig er imod. Psd I. 384 a. – sejre; all den stund, hand racte sine hender op til himmelen, vunde de danske. Hvf II. 106. 3) få, - forhverve, vinde; wynde eller forwerffue theres liiffs føde. Rsv* IV. 117; – will hand thet (ɔ: gildet) witne ighen, vitne thet meth en tonne øll. Nyrop, Skråer II. 138, 136; (1512). KD II. 193 ovf. IV. 4 a52); wij wille handthere (jf bet. 4)) oc widtne. Jak 413 (1524; CP: vinde), jf ovf. IV. 813 a26; hoo intheth wawer, han intheth windher. PL** I. nr 505, 711; Rch 57; – then samme mandh, ther liweth aff hanom wandh. RD I. 30 (= owerwan. RD II. 158); PSO II. 166 (ovf. I. 836 b u. først 4)); – laurea, krantz som the bore, ther seyer vunde. CPV; aff huilcke de vunde ingen prijs. VdS 455; huad der vands oc tabtis. Hvf III. 392; – om han wnnæ seyær. NdM V. 163; huad gaffner det mennisken, om han vunde all verden. Mark 836 (CP, 1550, 1607); – PSO I. 353 (ovf. III. 600 b32); – den buck, som jeg har vundet hannem fraa. Buc (1680) b 2. – v. bøn ɔ: få sin bøn opfyldt. M. Jf få bøn, se d. o. – tm. som no. noget erhvervet, indtægt; till halff seng och hallfft bo och allt halfft wundit (1484). Rsv* V. 533, jf Schlyter, Sv lag XI. 56: til alz halffs wnnet ok ownnet. 4) indtage, erobre; der Vespacianus kom oc want den same stad. TdmH a 6, b 3; – siden te hannwm (ɔ: staden) wnnæ fran te cristnæ. MR 1323; wunde en stad, som hed Julin. Rkr m 2v; vunde wi alle hans stæder. 5 Msb 234; – thet wor wnnæn til Danmarch. NdM V. 173, wan. sst.; tha jeg haffuer wnneth Frankeryghe. RD III. 354 (= wundet. CP V. 2521); wunnen. sst. 1055; om det bleff vundit eller indtagit aff det suenske krigsfolck. Hvf VIII. 81 (= wunith. Ekdahl 1687); – priise som vundnede och tagene worde fra wore fyender (1536). DM V. 14. 5) tvinge, nøde; kunnæ myn herræ winnæ hanom ther til meth rættæ, tha wildæ han thet gøræ (1409). NdM VI. 16. 6) friste, beholde; de vilde der med baade staa oc gaa den stund, de liffuit kund vinde. LyschC a 43. 7) vare, holde ud; thin amynnælsæ wynnær nw oc ee. KhS I. 432; ee men værelden wnnee, the finge aldrigh tald the pine. HKv 2818; ee mæn gaffwer wijnnæ, tha ær modher oc dotter wænnæ. PL** I. nr 1115; PE 423; thett blyffuer, men lyffuett kand wyndde. DgF II. 290 a; I. 281 a (ovf. III. 708 a22); se også ovf. III. 600 b33-43. 8) v. (ud) over (isl vinna yfir) ɔ: overvinde, sejre, overgå; CP II. 229; V. 10810 (ovf. s 835 a46); i alt dette vinde wi longt offuer. Rom 837 (1550, 1647; 1524 og CP: offueruinde); Psb II. 73; DgF I. 378 b; anden gang slogs S met K oc vant hannem atter offuer. Hvf I. 221; om kiødelige fristelser, huorfore de ere oss tilskickede, oc huorlunde mand kand vinde dem offuer. Kemp* 32; har du ham vundet ovr med sang. Buc (1680) b 2v; aldrig skal nogen menniskelig aand være saa spitzfindig, at du jo ved herrens aand skalt vinde dennem ofver. Brochmand, Post I. 77 a; dem vant den dommer Barach vdoffuer. PlSk d 1v. – overbevise; wor natur er fuld aff synd ... tw winder thennom offuer, som thette ey tro. Psb I. 55; dit hierte vinder dig offuer, at du est en tiuff for Gud. PlD* c 5. Jf overvinde 2). 9) v. på (isl vinna á) lægge vind på; paa snylhedh oc styrckæ han møgz wan. Rkr e 5v. 10) lf. = 8); saa lenge meg wijndes liffuet. PE 321; ieg viill eder elske, saa lenge mig vindis lyff. DgF II. 15 b; I. 378 b; IV. 187 a; om dennem ellers vindis liff oc lycke. VdS 544; Rch 131; om hannem vindes livet. AB II. 159; – mendtz ieg winndiss liff. DgF III. 97 a, 102 a (= wosse windis. sst. 111 a; ieg wentis. 107 a). – (uinde. FA I. 45, l. wurde, se Nyrop, Skråer II. 248). Til bøjn jf Bl I. 21. Jf af-, for-, fra- (III. 143 b5), ind-, over-, til-, underv., logufor- (II. 730 b25), uaf-, ufor- (IV. 617 a16), ulovfor-, uvunden (IV. 715 a11).se i sammenhæng Vis mere +
VindeVinde, go. 2) – til s. 335 a52; GI 5 (ovf. V. 303 b28). – tm. vundet kort ɔ: kortspil, der er v.; AB I. 127 a (ovf. V. 606 a51). – v. spil, se ovf. IV. 57 b24. – give v. a) se ovf. V. 361 b36; III. 472 b39. – b) erklære for vindende; haffde L P icke giffuet hende vundet. Ciegler 217 (= t gewunnen gegeben hatte. udg 1599 302). 3); for tiden at vinde og omkostning at spare (1705). KD V. 800. 7) – nå (uvirk.); ath wy scwlle wynne aff thesse wæryldhen och kome til hymmærygh. KhS5 IV. 737; Rkr h 4 (ovf. V. 1057 b16).se i sammenhæng Vis mere +
VindeVinde, no.? hand taler til den borgermesterinde og kaldte hende vinde. Wiel VI. 158. Er det = veninde (jf isl og n vina) med en uheldig lydlighed med vind, to.? Vis mere +