Æres-ret, en. (i bet. 2 ogs. Ære-. Goos.I.199. Lassen.SO.902). 1) [I.3] (sj.) ærefuld rettighed. Morgenbesøget hos Kejseren var for den enkelte Senator baade en Æresret og en Pligt. FrPoulsen. RK.28. 2) (især jur.) et individs ret til den agtelse, som menneskene indbyrdes efter social sædvane skylder hinanden; ret til at faa sin ære (I.5.1) respekteret. Til Personlighedsretten henregner Schlegel med Føie Agtelses- eller Æresretten, det vil sige Retten til at fordre, at man ikke ved usande Beskyldninger eller anden usand Omtale . . krænkes paa sin Ære. Sibb.Moralphilosophie.(1878).109. Sal.²XXV. 770. 3) [I.5] domstol til at dømme i æressager. man har . . ved adskillige tydske Universiteter, hvor Duel - Væsenet gik i Svang, indført Æresretter. Birckner.I.181. Mil Conv. VIII.933. vi (dvs.: nogle journalister) blev etableret som Æresret (i en sag om ukollegial optræden). Larsen-Ledet.LK.II.213.