Viderist, en ell. et. [ˈvi·ðəˌresd] (l. br. Viderrist. S&B. se ogs. ndf. – ogs. Vider(r)is, en, et. Cit.1778.(Stutteri.254). MR. 1824.70. SCBarth.Livserindringer.(1900).I. 253.II.35). (fra ty. widerrist, -riss, nt. wedderrist, -rüss; af ty. wider-, mod, og rist, vrist m. m. (se Vrist); sml. eng. withers i sa. bet. som viderist (af wither-, mod, og et lydligt afsvækket (usikkert) andetled); vet., foræld.) d. s. s. Manke 1.1; ogs. undertiden d. s. s. Lansemærke (OrdbS.). Om Sadelbrud eller Trykning og Skade paa Videristen (3. udg. (1791).91: Viderristen). Abildg.Heste-og Qvæg-Læge.²(1783).61. det gjør en betydelig Forskjel om en Hest har et høit og skarpt eller tykt og bredt Viderist. MR.1817.114. PWBalle.RD.38. op kom Videristen, idet han (dvs.: hingsten) skød Ryg. Viborg Stiftstidende.¹¹/₄1939.4.sp.3.