u-skæmmet, part. adj. (ænyd. d. s.; jf. -skammet; nu l. br.) 1) om person: som ikke er vanæret ell. beskæmmet (af andre ell. ved egen adfærd); som har et uplettet rygte; uden skam; uden vanære. *Bondemand | I Norges frie Dale | . . tør uskæmmet tale. Zetlitz.BS.²97. Grundtv.Saxo.I.106. her er Sedler og Sølvpenge . . Jeg kommer nok uskæmmet i min Grav foruden det. CBernh.XII.36. RJHolm.Ældre Edda. (1874).9. 2) om ting: hvis (indre) værdi ikke er forringet; som ikke er skamferet, ødelagt; uskadt. hun (dvs.: en brud) skulde holde Slør og Krans uskæmmet. Elkjær.HF. 163. jf. Winth.VI.164 (se u. Jomfruguld).