tørste, v. [ˈtør̥sdə] (nu kun dial. tøste. Hostr.G.125. jf. Feilb. LollO. samt bornh. to(r)sta. Esp.358). -ede. vbs. jf. I. Tørst. (ænyd. tørste, tyrste, torste, glda. tørstæ (2Mos.17.3 (GldaBib.)), t(h)yrstæ (Dom.4.19 og Ruth.2.9 (GldaBib.)), tyste (Suso.59), æda. thyrstæ (Harp.Kr.124), sv. törsta, no. tørste, oldn. þyrsta (og þysta), gøre tørstig, ty. dürsten, dursten, holl. dorsten, eng. thirst; afl. af I. Tørst; jf. fortørstet) 1) til I. Tørst 1.    1.1) intr.: føle tørst; være tørstig. Folket tørstede . . efter Vand. 2Mos.17.3. da Jesus vidste, at Alting var nu fuldbragt . . sagde han: jeg tørster. Joh. 19.28. hand (dvs.: en krovært) kommer Salt i sit Øll, at de skal tørste, jo meere de dricker. Holb.Jep.I.8. *Mærk derpaa! | For det første | Skal du tørste, | Drikke saa. Wess.251. *Du kvæger i Ørken den tørstende Sjæl. Ing.RSE.VII.167. Han skal sgu først have et Glas Punsch . . Han skulde dog aldrig være tøstet ihjel for os. Hostr.G.125. *Skænk Øl for den tørstende, trætte Plebejer. Drachm.VI.136. tørste efter ell. (jf. II. paa 5.2; nu især dial.) paa (S&B. se ogs. ndf.) (en ret, et maaltid), tørste efter at have indtaget en ret, et maaltid. Phønixb.FM.1727. Nr.5.3 (se paa sp. 255¹). tørste efter salt Mad. VSO. et Par Snapse Brændevin indtoges, da man ellers “vil tørste på Fisken”. UfF.   † upers.: mig tørster (glda. mik thyrstær (Dom.4.19 (GldaBib.)), oldn. mik þyrstir, ty. mich durstet (dürstet)) jeg tørster, er tørstig. tørster dig (1871: tørster du; 1931: bliver du tørstig), da gak til de kar, og drik. Ruth. 2.9 (Chr.VI). *Mig tørster, sagde hand, og fik | Aff Edike saa suur en Drik. Kingo.SS. IV.477. Reenb.Æ.42. Jeg drikker naar mig tørster. Biehl.DQ.IV.14.   i ordspr. (se ogs. Mau.II.484f.). Jo mér man drikker, des mér tørster man. Mau.1335.     1.2) (nu især landbr., vet.) trans.: (gennem længere tid) ikke lade (en) faa noget at drikke; bringe (en) til at, lade (en) tørste (1.1). vi tørstede (hesten) et Par Dage. Madelung.F.52. Hunden blev tørstet et Døgn, hvilket generede den meget stærkt. MdsskrDyrl.LVIII.199.   refl. I sultne Hunde, som lader en ærlig Mand ligge og tørste sig ihiel. Holb.Abrac. II.2. *Gid Skam maae svede her (dvs.: ved arbejdet), og – tørste sig. ChrBorup.PM.284. 2) (især ) til I. Tørst 2, om plante ell. jord: mangle (tilstrækkelig) vædske (vand); have behov for vædske. jôrden tyrster. Moth.T263. *Ammons tørstende Slette | Henvisnede. Evripides.Skuespil.II.(overs. 1875).205. da her ikke saa sjældent er Vandmangel . . maa de stakkels Blomster . . tørste. Vollquartz.P.129. den tørstende Jord. VilhAnd.Litt.II.648. 3) (jf. hungre 2)  til I. Tørst 3: føle stærkt savn af, begær efter, heftig lyst til noget. Eders Sjæle tørste dog saa saare! Sir.51.33. *Enhver af Hevn mon tørste | Ved hvad der nys var hændt. Oehl.XXIX.8. *du er den levende Kilde, | Og drikke saa gjærne jeg vilde | For aldrig at tørste igjen. Grundtv. SS.III.283. *Længe skal mit Had ei tørste. Aarestr.SS.V.184. Den tørstende Menneskehed skulde i (bibelen) finde den Guds Aand, der ikke er bundet af noget Bogstav. PBille Brahe.FløjtespilogKlagesang.(1921).31.   især i forb. m. præp. efter: Matth.5.6 (se u. hungre 2). (kongen) tørstede . . strax efter Tempel-Herrernis Gods. Pflug.DP.938. *(de) som brændende tørste | efter Livets Liv. Oehl.Digte.(1803).80. *deres Sjæle tørster efter Hevn, | Som Tigren efter Blod. Hauch. EØ.48. Han gik dér stedse og tørstede efter Menneskers Godhed. Drachm.VT.307. *den kødfulde Bokser, der . . tørster efter at møde sin Modstander. JVJens.Di.85.   upers.; dels (sj.) det tørster i mig, jeg tørster. Det tørster ligefrem i En efter Toner, sagde hun. Bang.SG.144. dels (jf. u. bet. 1.1) † mig tørster. *Mig tørster, at hevne | Hvad de har lidt. Bagges.Danf.II.22. i forb. m. efter: *Efter Blodets Kalk mig tørster. Brors.150.1.2 i forb. tørste ud, d.s.s. udtørste. Frøken Sørensen (søgte) at tørste Nielsen ud. Hun lukkede for Vandet. BerlTid.6/7 1954.Aft.5.sp.4.