II. tære, v. [ˈtæ·rə] præs. -er ell. (nu næppe br.) tær (Holb.Metam.81); præt. -ede ell. (nu kun dial.) -te (jf. Moth.T255. Feilb. og u. for-, udtære); part. -et ell. (nu kun dial.) -t (jf. Moth.T255. Feilb.). vbs. -else (Moth.T256) ell. (nu kun) -ing (s. d.). (glda. t(h)ære (Kalk.IV.516. Rimkr.13.80. Brandt. RD.I.251), sv. tära, no. tære, sen. oldn. tæra; fra mnt. teren (nht. zehren), jf. (stærkt v.) got. -taíran (i distaíran, gataíran, sønderrive), oeng. teran (eng. tear), oht. firzeran; besl. m. I. Tarve, tærge og (vistnok) II. tirre, I. Trase; sml. ogs. III. tære) 1) ødelægge ell. opbruge en ting ell. et stof (oftest: lidt efter lidt, stykke for stykke ell. del efter del) ved at optage det i sig, udsætte det for sønderdeling, opløsning og forbindelse m. andre stoffer olgn.    1.1) (jf. bet. 3;  ell. fagl.) om naturproces: nedbryde; opløse; fortære (1.2). *Hvad Ilden kunde tære, | Det brændte i en Hast. AlbThura. Leirsk.13. Indvaanerne maae . . komme Jord eller Muld paa den (dvs.: sneen), hvilken tærer Sneen. Suhm.VI.359. *Langs ad Jorden Luer løb, | tørred, tændte, tæred. OlafHans.S.24. Solvarmen (vil) i Forening med den tærende Strøm . . have dannet større Vaager. Naturens.V.1921.252. Langsomt tærer allevegne Veir og Vand selv paa den haardeste Klippesteen. Molb.Reise.III. 27. (aaen løb) forbi stejle Skrænter, som den stadig tærede paa. POPedersen.Barndomsminder.(1937).28.   spec. (⚙) m. h. t. metal. en ulidelig Stank, som altid følger med Fedtgas, og ikke kan holdes borte fordi denne Gas ideligt tærer Rørforbindelserne. Rambusch.JE.182. Aluminium . . tæres hurtigt af Søstænk. SkibsMask.11. *Sværdet | skørner af tærende Rust. AxJuel.KF.18. m. subst. Hul som obj.: (den vaade aske vil) bringe Askekassen til at ruste, saa der tæres Huller i den. Rambusch.L.126. der tæres Hul paa Pladerne (i et jærnskib). KuskJens.Søm. 314. Vejr og Vind tærer paa Jern og Metal. LokomotivT.1933.46.sp.2.   part. tæret anv. som adj. (jf. rusttæret). TeknMarO. tæret Støbejern. IngBygn.1939.160.sp.2.    1.2) (nu l. br. i rigsspr.) om levende væsner: anvende (noget) som føde; fortære (1.1); (dial.) ogs.: fordøje (MDL. UfF.).   om mennesker; næsten kun m. h. t. faste fødemidler: indtage; spise. *Hand hafde Proviant, alt hvad de skulde tære. Holb.Paars.243. *De . . fik overflødig af Viin og af Mad; | Jo meere de tæred, jo meere de fik. Stub.120. Drengen var deres, og tære sin Kost kunde han. HC And.(1919).III.394. *Beskøiterne han (dvs.: sømanden) tærer, de krybe ned kun smaat. ARecke.P.25. De første fem Dage tærede jeg med Appetit tre smaa Brød om Dagen. JVJens.M.I.47. han kan nok tære sit foder, se I. Foder 2. uden obj.: *For Pateren holdt Huus en Qvinde . . | Hun lækker var, som han, men tæred' ei saa smaat; | Hun efter meget Mad var Giæk, som efter godt. Wess.179. i forb. tære paa, være ved at spise. *En borgerlig Familie man skuer, | Som tærer stille paa sit Smørrebrød. Heib.Poet. IX.388. Larsen. part. tærende anv. som adj.; især m. bet.: som normalt, til daglig spiser saa meget, som angives ved en nærmere bestemmelse. han er meget tærende. Feilb. (han) spiste kun lidt af de gode Ting. M. var lige saa smaat tærende. Elkjær.NT.47. især i ssgr. som grov- (Junge.114. MO.I.818. D&H.I.294. Kværnd.), smaa(t)-, smal-, stor-, stærktærende (s. d.).   om dyr: æde. LSmith.DN.402. to stærke Oxer, som med den største Sindsro tærede deres Foder. Lehm.I.165. HCAnd.(Folkekal.1860.48). JVJens.HH.II.186.   billedl.; ofte m. h. t. noget ubehageligt olgn.: udholde; finde sig i; lade glide ned. *han (dvs.: Jesus) vilde tære | Og taale ald min Vee. Stub.11. Den arme Forvalter . . maatte strax tære nogle Spottegloser. Blich.(1920).XX.83. Gamle Overlærer M., hvis Geografi mangen med mig har maattet tære. NHancke.Pennetegninger.(1893).128. Markman.Fort.41 (se u. Flueben 3). 2) videre anv. af bet. 1: forbruge (lidt efter lidt, stykke for stykke, del for del); ofte (især i forb. m. præp. af ell. paa) m. h. t. forraad, forsyning, ressourcer olgn., som efterhaanden tages i brug, som man tager sin tilflugt til.    2.1) (nu især i forb. m. præp. paa) (lidt efter lidt) bruge til livets ophold, til udførelse af et vist arbejde, en vis virksomhed; dels (m. overgang til bet. 1.2) m. h. t. fødemidler (som er opsparet, opsamlet til formaalet); i forb. m. præp. paa: denne Dag æder (folk), som de skulde fylde Mafven for at hafve nok at tære paa den ganske Faste igiennem. Klevenf.RJ.125. de overvintrende (skibsfolks) Tæren paa Koloniens sparsomme Proviant. Bobé.HE.113. tære paa grimeskaftet, se Grimeskaft.   dels m. h. t. penge og andre økonomiske midler; ofte i udtr. for at leve paa en andens bekostning, udnytte ham olgn.: *I leve, for at tære Landets Grøde! FGuldb.I.147. *jeg lader ham lægge i Lænker: | da kan han tære sin Fædrenearv. Drachm.HV.14. Fremmede tæred (1871: have fortæret) hans Kraft. Hos.7.9(1931). jf.: *Landet, | tæret af Fjenden, | i Hast fik Kræfter og Vælde tilbage. FGuldb.I.39. tære marven af noget, se Marv 4.2. i forb. tære af (Lehm.II.43) ell. (især) paa: at kunne forskaffe Farbroder Albert en og anden Beqvemmelighed, istedenfor som nu at tære paa hans tarvelige (dvs.: beskedne) Erhverv. Gylb.IV.72. den Tanke, at en Mand skulde tære paa sin Kapital i Stedet for at leve af Renterne. Goldschm.VII.392. Vi ville ikke tære paa Dem . . Deres Arvinger skulle ikke blive forkleinede for en Skilling. HFEw. JF.I.327. Fabriken . . tærer paa sine Beholdninger af Raastoffer. Pol.¹⁶/₁1942.13.sp.5.   part. tærende anv. som adj.: som ikke fremskaffer livsfornødenheder for sig selv og andre, men lever af indtægten af andres arbejde, af formue olgn.; spec. (foræld.) om samfundsklasse: uproduktiv (mods. nærende (u. II. nære 2.1)). Fabrikens Indtægt er for liden til dens tærende Bestyrelse. Archiv f. Statistik.1795/96.190. Tærende Stænder, de Folk, som have visse Indkomster at leve af. Leth.(1800).217. Hauch.VI.147 (se u. II. nære 2.1).    2.2) (lidt efter lidt) bruge (en del af) sine legemlige ell. aandelige kræfter. *Før miste . . Livet selv, | End tære paa et usselt Skin af Liv. Oehl.XII.88. jeg tærer paa mit Liv blot for at frelse hende. Kierk.VI.218. (vi er nu økonomisk) saa langt nede, at vi er begyndt at tære paa Helbredet. Pol. ²⁵/₂1944.3.sp.2. tære paa huldet, se II. Huld.    2.3)  m. h. t. noget abstr.: have som aandeligt grundlag for (en del af) sin tilværelse; finde en nydelse af aandelig art, glæde ved noget (gennem en vis tid); leve paa; i forb. m. præp. paa. Løftelsen fra 1848 . . hvor var den? Man sad og tærede paa den . . man sang stadig de samme Viser om den. Schand.TF.II.257. det var dengang i min lykkeligste Tid, den som jeg har tæret paa hele mit Liv siden. Rode.SF.99. jf.: (slottet) har en riig historisk og historisk poetisk Fortid at tære paa. Kierk.VI.177. 3) om ting ell. (jf. bet. 1.1) forhold: bevirke, at noget forbruges, svinder lidt efter lidt.    3.1) (jf. bet. 2.1; især ) m. h. t. penge og andre økonomiske værdier. ingen Handel er meere tærende for Landet. Holb. (KbhSaml.I.190). *Nu veed jeg hvad det er til Lægerne at trænge, | De fiire Svagheds Aar har tæret mange Penge. Stub.111. et tærende aar, et år, som kræver megen brændsel el. andet. Feilb. jf.: umaadelige Aager og Renter, som tærer ham (dvs.: bonden) og foraarsager strax hans Ruin. SMBeyer.E.62. talem.: fred nærer, krig tærer, se u. Fred 3.2. jf.: *Han (dvs.: gud) byder: da standser altærende Strid. FGuldb.I.85.   *Barn, det (dvs.: baller olgn.) tærer for meget paa Mynten. Røse. MD.46. ved Fakse tærede Kalkovnene slemt paa Skoven. Frem.DN.280. som Følge af forskellige Tab, som har ramt Huset i den sidste Tid, har det tæret meget stærkt paa dets Midler. Ludv.   i pass. ell. intr. (jf. VSO.): svinde lidt efter lidt. da Brændeviin tæres, saa vilde man altid finde mindre i Behold, end der virkelig burde være efter Told-Bøgerne og Requisitionerne. Suhm.VI.379.    3.2) (jf. bet. 2.2) bevirke, at et væsens legemlige ell. aandelige kræfter (lidt efter lidt) svækkes, aftager, svinder; slide paa; tage (stærkt) paa. vAph.(1759). *hvad Frygt maae dog en Elskende ei tære! Rein.Hagen og Axel.(1786). 16. Sygdommen tærer ham. VSO. Sulten har tæret Kindens Huld. LBruun.(Foraarsbogen. (1917).29). han er oppe til Eksamen, det tærer. PLevin.DG.196.   i forb. tære paa. Feberen skal finde brav at tære paa ham. vAph.(1759). alt det har alt længe tæret paa hans Sundhed. Hauch.VII.94. al den Sorg, som vil ligge og tære paa mig Resten af mit Liv. Drachm.BF.186. alt gjorde Indtryk paa ham, til Tider saa heftigt, at det tærede paa ham. Søiberg.KK.II.79.   i faste forb. sengen tærer, (dagl.) sengeleje (især p. gr. af sygdom) tager paa kræfterne. Feilb.III.186. UfF. – i udtr. for, at ophold i frisk luft, i kulde olgn. tager paa legemets kræfter (og skaber større appetit). Foraars-Luften tærer og giør Folk døsige. JSneed.VI.388. den friske Luft tærede og gav Appetit. Nystrøm.NØ.23. søen ell. søluften (Oehl.XXVIII.79) tærer. Bagges.L.I.21. de blive . . sultne, naar de drage over Fjorden; thi ““Søen tærer””, som Man siger. Blich.(1920).XXVIII.15. *Søen tærer, kan De troe, | Og giver Appetit. Hrz. V.187. PoulSør.BS.268.   (især ) i pass.: svinde hen; hensygne; ødelægges. *Jeg tæres vil af Sorg, hvis jeg ey hævned blir. Holb. Mel.II.5. saaledes kan en Amme tæres, om hun giver Die til et graadig Barn. Apot. (1791).456. Jeg lider og tæres (dvs.: af aandelige kvaler). Bergstrøm.Ve.137.   part. tærende anv. som adj. (jf. marvtærende). *Skiønneste Blomster (har) sin tærende Gift. Kingo.SS.III.235. *Du følte vist aldrig den tærende Harm, | Der fra min (dvs.: en polsk frihedshelts) Ungdom gnaved min Barm. PalM.(1909).I.221. (han var) meget sulten af at mase afsted i den skarpe, tærende Luft. JørgenNiels.D.117. især om sygdom: som (lidt efter lidt) afkræfter, afmagrer en. Nogle døe af hidsige Sygdomme og Raserie: andre af tærende Svagheder. Holb.MTkr.364. tærende Feber. Abildg.&Viborg.F.119. Min Fader . . havde i et Aarstid været angrebet af en tærende Brystsyge, og hans Endeligt var let at forudse. FruHeib.EtLiv.⁴IV.75. billedl.: Den tydske Hanse fik fast Fod i Norge og blev en tærende Kræftskade. Allen.I.35. tærende sygdom, tidligere spec. om tuberkulose; tæring (3). (hun er) svag af tærende Sygdom. Langebek.Breve.421. Sygdommen . . optræder . . paa Grundlag af en Svækkelse efter chroniske, tærende Sygdomme. Det er her Tuberculose og Cancer, der spiller Hovedrollen. KPont.Psychiatr.I.146. billedl.: de Danske have ikke rett merket med hvilken tærende sygdom landet har været befænged. Holb.DNB.587. tærende syge, (nu især dial.) d. s. Klevenf.RJ.186. jeg er saa besynderlig i Maven i Dag . . Det skulde vel ikke være den tærende Syge. AndNx.PE.I. 232. Feilb. UfF. billedl.: Gymnasiet i Roskilde, der længe havde lidt af tærende Syge, blev ophævet. RichPet.Kingo.(1887).297.   † præs. part. m. pass. bet.: som hentæres af sygdom. Læger vide at anvende denne Sliim (dvs.: kvædeslim) paa rette Tid og Sted hos Tærende (dvs.: tæringssyge) og Blodgangssyge. Tode.NH.193.    3.3) (jf. bet. 2.3; især ) bevirke, at noget taber i værdi, betydning olgn. Alderen tærer paa Troen. Rode.Dg.55. tiden tærer paa kjolen, se Kjole 1.1. 4) i særlige forb. m. adv.    4.1) tære af, (nu næppe br.) til bet. 2.2, refl. (Tode.Overs. af Cadogan: Gigt.(1796).76) ell. (især) intr., om person: afkræftes; afmagres. Moth.T255. Ved den snigende Feber ere Børn . . matte, og tære langsom af. JCLange.B.174. jf. Diæt Lex.I.52.    4.2) tære bort; fx. (til bet. 1.1; fagl.): faa til at forsvinde, ødelægge ved tæring (1.1). Hertil bruges brændt Allun til at tære det (dvs.: “vildt” eller “dødt” kød) bort. [Büchner.] Børne-KoppernesIndpodning.(1778). 45. PolitiE.Kosterbl.²⁰/₁1925.3.sp.1.   til bet. 3.2: tilintetgøre gradvis. Det Saar, jeg hafde, tærede mig bort. Dumetius.III.70. Sygdommen tærer hans Kræfter bort. VSO. nu især () i pass.: hentæres; sygne hen. tæres bort af Sygdomme. VSO.I.471. hun bliver til et stakkels sygeligt Væsen, som tæres bort af Sorg og Ulykke. Bregend.SmaaKommentarer. (1936).11. jf. bet. 3.3: *Selv Mindet . . tæres meer og mere bort. PalM.Poes.II.195.    4.3) tære hen (jf. hentære); fx. (især poet.) til bet. 3.2: tilintetgøre gradvis. *Min beste Kraft har min Ulempe tæret hen. Falst.Ovid.135. *Eengang maa Alt erfares | Og leves om igjen, | Etsteds maa dog bevares | Hvad Tiden tæred hen. PalM.(1909).I.186.   (dagl.) i pass.: svinde hen; hentæres. Jeg forsmægtede, jeg tæredes hen. Skuesp.V.235. *Du leve skal og tæres hen i Kval, | Til Huden skrumpes over nøgne Knokler.Grundtv.Optr.II.137. Han laa . . og tæredes hen. Elkjær.RK.155. se ogs. Huld sp. 615⁴³.    4.4) tære ind, (jf. indtære; sj.) til bet. 3.1 (og 3.3), intr.: formindskes i omfang; svinde ind. Tære ind . . siges om vedsker, nâr de ved lang liggen svinder ind. Moth.T255. Solens rige Lysstrøm var tæret ind til en tynd, lille, blinkende Traad højt mellem Loftets mørke Bjælker. JPJac.I.207.    4.5) tære op; fx. (fagl.) til bet. 1.1: opløse, nedbryde helt. Glasset er tæret op og trænger til at fornyes. LokomotivT.1939.291.sp.1.   (l. br. i rigsspr.) til bet. (1.2 ell.) 2.1: forbruge fuldstændigt. Moth. T255. Amberg. Ingenting har vi formert; vi har tvært imod tæret op det andre havde efterladt os. AndNx.DM.IV.9. sin Formue tærede han langsomt op. VilhAnd.Litt. III.698. billedl.: (jordens udbytte) der dog formedelst den store Konsumtion, der nu maa gives . . tærer sig selv op. Cit.1718. (Sundbo.FS.I.186). B. blev langt mindre berørt af Afgørelsen (dvs.: hans afskedigelse), end han selv havde ventet. Han havde tæret sin Frygt op, inden den var nødvendig. LeckFischer.KM.152.   (nu næppe br.) til bet. 3.2. *min Samvittighed mig nagger, tærer op. Holb.Mel.IV.3.    4.6) tære ud (jf. udtære); fx. (nu næppe br.) til bet. 1.2: spise ell. drikke det hele, alt hvad der er. *Saa har min Pallas nyssens mig | En Palme-Sekt foræret, | Og den jeg drikke vil med dig, | Til Flasken ud er tæret. Reenb.II.300. “siges om kvêg, nâr det æder foret op.” Moth.T255.   (sj.) til bet. 3.2: fortære al kraft; udtære. VSO.VII.386. i pass.: afkræftes; afmagres; udtæres. Brors.107 (se u. II. Huld). vAph. (1759). *Han tæres ud, og bliver Dag for Dag | Alt mere svag. Storm.FF.116. D&H. jf.: *Hiernen tæres ud. Reenb.II.8.