tvivl-agtig, adj. [tviulˈagdi] († tvil-. Moth.T234. LTid.1730.772.1732. 9). (ænyd. tvi(v)lagtig, sv. tvivelaktig, mnt. twivelachtich; jf. -barlig og tvivlsom) 1) (nu l. br.) om sag, ytring olgn.: hvorom der er ell. kan være tvivl; tvivlsom; uvis; ogs.: tvetydig; dunkel. de Kejserlige (gjorde) en lang Tid en tapper Modstand, saa at Victorien syntes tvivlagtig. Holb.DH.II.713. man giorde ham tvivlagtige Spørsmaal. sa.Hh.II.50. jeg skal snart giøre Ende paa vor tvivlagtige Tilstand. Ew.(1914).II.304. Rask.Br.I.363. VSO. MO. middagen (skal) ikke ødelægges af et tvivlagtigt haab. NisPet.EB.59.   talem. Tvivlagtige Ord skulle forstaa's, som de bruges. Mau.10698. jf. Vogel - Jørg.BO.576. samt: Tvilagtige Ord maa ofte forklares efter Personens Tilstand, som taler, eller som Talen bliver ført til. Holb.NF.I.232. 2) (jf. tvivlsom 2; sj.) om person: som nærer tvivl, er i tvivl; tvivlraadig (1). Pflug.DP.249. Han er endnu tvivlagtig om den rette Vei, han bør følge. MO. jf.: Tvîlagtighed (dvs.: uvished, tvivl). Moth.T234. var det nu Opdragelsen eller Naturen, som havde Skyld i hans (dvs.: sønnens) Uartighed? Saadan en Tvivlagtighed er smertelig for en Fader. Tode.HM.58.