tro-hjertig, adj. [ˈtr̥oˌjɐ̤r̥di ell. alm. (spec. i bet. 2) tr̥oˈjɐ̤r̥di] adv. d. s. ell. -t ell. (†) -en (vAph.(1759)). (ænyd. d. s., no. d. s., jf. ty. treuherzig, holl. trouwhartig; af II. tro (1.1); jf. -hjertelig, -hjertet) 1) (nu især  ell. med overgang til bet. 2) i al alm.: som har ell. (om adfærd olgn.) vidner om et tro (og ærligt) hjerte; især med forestilling om ærlighed (oprigtighed) og (tryg) tillid til andre(s ærlighed) med deraf følgende aabenhed (aabenhjertighed), fortrolighed: tillidsfuldt ærlig, oprigtig, fortrolig; (aabenhjertig og) uden mistro; tidligere ogs. (m. h. t. ytring, raad, bøn): indstændig; indtrængende. Folkene . . ere oprigtige, venlige, høflige og tro-hiertige. Pflug. DP.997. Eders Majestets Allerunderdanigste Tienere, og Trohiertig, ydmygste Forbedere hos Gud. Hummer.JS.I.a4^v. Christi trohiertige Formaninger kunde (ikke) bevæge de Haardnackede Jøder til Poenitentze. Holb. Intr.I.126. “Meer forlanger jeg ikke, Fa'er!” – svarede Mester Jacob trohjertig. Ing.PO. II.197. “Lad mig saa takke Dem,” sagde han og rakte mig med et trohjertigt Udtryk Haanden. Goldschm.Fort.III.181. hun (fæster) sine . . Øjne paa mig med et straalende, trohjærtigt Blik. Drachm.F.I.180. 2) med særlig bibetydning.    2.1) (mere ell. mindre nedsæt.) som udtryk for en i det givne tilfælde fremtrædende ell. (nu:) af vedk. persons hele natur bestemt mangel paa (skarp, gennemskuende) kløgt: (paa grund af egen bravhed) overdrevent tillidsfuld, godtroende ell. (nu især) enfoldig, naiv, indskrænket; troskyldig. “For mig var hun melancholisk, sad og sukkede og græd over Taare-Persen.” – “For mig var hun aaben-mundet, troehiertig, ødsel, Satyrisk.” Holb.Vgs.(1731).III.3. Oran Zebs idelige Løfter og Forsikringer forblindede den troehiertige Prinds. sa.Hh.I.106. du roste hendes Fromhed og Føielighed; min Fortrolighed til dig giorde mig troehiertig. Skuesp.II,3.4. Oehl.Digte.(1803).268. en Herskabskusk førte mest Ordet; han var pudserlig, paa en Gang ydmyg og trohjertig. Brandes.XI.55.    2.2) med forestilling om primitivitet olgn.: (trohjertig (1) og) ukunstlet, kunstløs, simpel (2.1), primitiv, naiv; troskyldig. Villigen lader jeg mig . . tvinge til . . i den konstfri, trohjertige Sagastil at fremtælle de gamle Sagn. Grundtv.Udv.I.378. de trohjertige Træsnit paa de gamle Bøger. Ing.EF.II.97. *Gammeldags trohjertig staaer endnu | Huset. sa.RSE.VI.118. ved den trohjertige Maade, hvorpaa de blev foredragne, fik (dansemelodierne) udtrykt . . det glade Arbejde ved Dansen. JPJac.II.141.