Titan, en. [tiˈta^?n] flt. -er. (fra gr. titán) i den gr. mytologi: medlem af en styrtet gudeslægt (afkom af Uranos og Gæa), som i forening med giganterne kæmpede mod de olympiske guder. *himmelstormende Titaner. Staffeldt.D.I.379. PalM. AP.65. FØsterberg. Hellensk og romersk Gudelære.(1896).12.   i videre anv., om væsen med overnaturlige kræfter ell. med oprørsk karakter; himmelstormer. de gamle Romerske Titaner, der søgde at støde Christus fra Thronen, og bryste sig selv guddommelig i Hans Høi-Sæde, paa Dyngerne af hans Venners Liig. Grundtv.Udv.V.60. Faust og Don Juan ere Middelalderens Titaner og Giganter. Kierk.I.71. den Mægtige iblandt dem faldt ikke for unge Karle, ei heller sloge Titanernes (Chr.VI: Titans) Børn ham. Jud. 16.8. Dette var i Napoleonskrigens Tid, og Verden rystede i sin Grundvold. Under Titanernes Kamp havde Danmark prøvet at . . gaa sine egne Veje. IsakDin.FF.279. jf.: Balzac var ingen Titan; han tager sig i hin Slægt af himmelstormende Titaner og Titaninder jordbunden ud. Brandes.VI.150.