II. tirre, v. [ˈtirə] (om udtalen [ˈterə] jf. Jesp.MFon.²99. Thorsen.114. Feilb. sml. ogs. skrivemaaden tærre u. tærge). -ede. vbs. (l. br.) -ing (se bet. 2 slutn.). (no. dial. tirra, terra, opirre, sige imod, være uvillig, skaansk og hallandsk tirras, terras (me en), isl. tirrast, blive gnaven, slesvigsk (og holstensk) tirren; vel sideform til ell. udviklet af (m)nt. (glholl., meng.) terren (i nt. ogs. tarren), hty. (oht.) zerren, der vist er besl. m. tære og egl. betyder “rive itu, sønderslide, mishandle, plage”; maaske dog (i da., no. ell. nt.; event. under paavirkn. af pirre, (op)irre, sml. ogs. II. irre, II. r samt tir sp. 1538³⁴) udviklet af det besl. tærge (s. d.), der omkr. 1800 i da. rigsspr. afløses af tirre; sml. ogs. ænyd. dærre, spotte (Kingo.SS.II.203)   vAph.s ordbøger har kun tærge, Molb.HO., VSO., MO. har baade tærge og tirre, Holst.R. kun tirre   ubesl. ord er formodentlig lydordene tirre, se u. tir og tirelire) 1) m. dyr som obj.: ved (snerrende ell. vrængende) lyd, minespil osv. ell. ved pirring og drillerier af forskellig art (prøve at) ophidse til angreb ell. vildskab. tir ikke Ulven, medens din Haand er i dens Svælg. Ing.VS.III.143. Tir ikke Hunden, ellers bider den. VSO. en brummende Lyd, der lignede den, en tirret Bjørn lader høre. Hauch.CB.65. Der er Ingen saa dumdristig, at han tør tirre (Chr.VI: opvække) den (dvs.: Leviatan). Job.41.1. UfF. 2) m. mennesker (ell. deres sind, følelser osv.) som obj.: (forsøge at) gøre arrig, vred, hidsig ved (ondskabsfulde) drillerier, vrængen, uforskammethed olgn.; opirre; ophidse. *Nu seer man Frigga vride sine Hænder | I Skyen bleg, og tirre Vidars Mod. Oehl.NG.(1819).383. “Du griner, Din infame Æsel!” sagde han til Kold. – “Er det mig, Professoren mener?” spurgte denne med en tirrende høflig Rolighed. Schand.F.8. han kunde staa og grine og tirre til han fik (drengene) til at ryge i Toet paa hverandre. Gravl.AB.8. Proprietæren havde Ord for at være en grumme hidsig Mand, og det gjaldt om endelig ikke at tirre ham ved et uoverlagt Ord. Kirk.D.91.   sjældnere (m. overgang til bet. 3) om uforsætlig paavirkning (ofte m. tings-subj.): irritere. *Hold Mund, fordømte Dreng! Din Snak mig tirrer. Heib. Poet.IV.166.   (jf. optirre; nu l. br.) i forb. tirre op. *en Skikkelse, hvis Røst | Tirred op min Harm, og lærte gyseligt at hævne mig. Oehl.Helge.(1814).181. hans Stolthed som Kunstner tirredes op. Reinhard.FC.67.   i forb. m. (adv. ell.) præp.-led, der angiver resultatet (især i forb. tirre en til noget). *Hvis de mig tirre til det sidste store Slag. Bagges. Gieng.178. H. fik ham tirret ud af Besindelsen. CHans.BK.95. (sj.) m. obj.-skifte: Vi (dvs.: grækerne) tirrer Livet af Bulgarerne. Riget.³/₉1913.6.sp.4.   (m. svækket bet.) ægge; stimulere; pirre. Den gæve Kammerat, der ellers havde været mig til saa megen intellektuel Hjælp og Tirring, svigtede mig da . . i det Politiske. Aakj.DK.116. Han (dvs.: en student) tirrede dem (dvs.: sine kammerater) til at faa det yderste ud af deres Evner. Rimest.OttoRung.(1924).19. 3) (l. br.) m. h. t. (del af) organisme: pirre (3); irritere (1). *Her er et Løg, tirr eders Øine dygtig | med det. Gjel.KH.221. jf.: *Dine Øjnes jerngrå Glans bag mørke Vipper | tirrer mine Sår og gør mig gal af Smerte. EStokkebye.Avalon.(1916).93. samt: Brysternes lette Vuggen, denne sansetirrende Mindelse.Bers.G.145.