Til-stilling, en. [-ˌsdel'- eɳ] 1) (især emb., ⚚) vbs. til -stille (1). VSO. MO. 2) (jf. sdjy. stille til, ordne, forberede, oldn. tilstilling, anordning, foranstaltning; sml. Tilstelning; dial.) anordning; tillavning; forberedelse. Tilstillingen er snart det værste, sagde drengen, han skulde have prygl. Krist.Ordspr.428.