sær-synt, adj. (dannet til -syn, maaske delvis omdannelse af sælsynt; l. br.) som er et særsyn (2-3); især: som sjælden ses, forekommer. Hjærtelighed . . er særsynt i denne Litteratur (dvs.: i det engelske drama omkring 1700). NMøll.(Verdenskult. VI.97). (to arter af slægten Mesoplodon) er ogsaa meget særsynte. NaturensV.1914.13. Han har i særsynt Grad Intuitionens Naadegave. FortNut.VII.100. (sejladsen var) En særsynt Færd for de uvante. Gravl.Bod.(1930). 214.