I. Sæd, en ell. (nu ikke i rigsspr.) et (OGuldb.Br.184. jf. Feilb. samt Brøndum-Nielsen.GG.III.109). [sæ^?ð] Høysg.AG.37. flt. (om forsk. arter; ikke i alm. spr.) d. s. (Suhm.II.83) ell. -e (Matth.13.32 (Chr.VI). hans Sæde (1907: Sædene). Gal.3.16. jf. Pflug.DP.397), m. best. f. sædene (Dan.1.12 (Chr.VI). Matth.12.1 (Chr.VI). Holb.NF. II.33. Gal.3.16(1907)). (æda. sæth (Brøndum-Nielsen.GG.I.117.III.109), sv. säd, ty. saat, got. seþs (i manaseþs, menneskehed); besl. m. lat. satus, saaning, sæd, og sideform til I. Saad; til IV. saa) 1) (nu bibl. ell. dial.) saaning (af korn); ogs.: tiden, da kornet (bør) saas: sædetid; saad (I.1). Saalænge Jorden staaer, skal Sæd og Høst . . og Dag og Nat ikke aflade. 1Mos.8.22. det skede midt i vor sæd. Moth. S13. To Dages for tidlig Sæd med Bygget, medens det endnu er koldt, kan gjøre en merkelig Forskjel paa dets Vext. Fleischer. AK.95. vi ønskede, at Høsten strax skulde følge paa Sæden. Mynst.Betr.I.117. *Alt groer vildt uden Sæd og uden Behandling af Plougjern. PMøll.(1855).I.238. VSO. Feilb. 2) (jf. I. Saad 2;  ell. landbr., dial.) frugt, frø, korn (1) af visse (dyrkede) planter (nu kun m. koll. anv.), især af kornsorterne byg, havre, hvede, rug, egl.: anv. til saaning (saasæd, sædekorn), ogs. om korn til fodring, bagning, salg olgn.; ofte i forb. som saa (sin) sæd (se IV. saa 2.1), især : strø sæd(en) ud olgn. (Moth. S881. Grundtv.SS.IV.222. FrHamm.(Salm Hus.124.3)) ell. lægge sæden (i jorden) (JNPanum.Bornholm.(1830).Till.3. Winth. Digte.(1832).155), sæden spirer (se II. spire 2.1) olgn. giv os Sæd (1931: Saasæd), at vi maae leve og ikke døe, og Jorden ikke blive øde. 1Mos.47.19. med Guds Rige haver det sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden. Marc.4.26. man finder i hver af disse Kapseler (dvs.: af valbirk) en oval Sæd. vAph.Nath.VIII.328. *Har du seet den Sæd, som Cedren kaster ned? Ew.(1914).I.232. *Sæden var saaet og . . Høst var i Vente. Oehl.NG.(1819).252. Med Saasækken over Skulderen skred (han) hen over Ageren. For hvert Skridt greb hans Haand ned i Sæden, og han slyngede Armen ud, saa Kornet røg fra hans Haand. Søiberg.L.61. Hun kunde . . ta en Tønde Sæd paa Nakken og bære paa Loftet. Gravl.EP.179. Sal.²XXII.947. Esp. 187. SjællBond.102. Feilb. ordspr.: som sæden er, saa høsten, se Høst 2 slutn. 3) ( ell. landbr. ell. dial.) koll., om afgrøde af sæd (2), voksende paa marken ell. afhøstet (hjemkørt); spec.: korn (2.2) (byg, havre, hvede, rug). Under Sæden forstaais alt det slags Korn tillige med Engen, som det Aar høstis. DL.2–13–4. Mon der er endnu sæd (1871: Korn; 1931: Er Sæden) i laden? Hagg.2.19 (Chr.VI). Boghvede . . har ikke vildet vel modnes . . derfor avles den Slags Sæd ikke her. JPPrahl.AC.43. han gik igiennem Sæden (Chr.VI: kornet; 1907: en Sædemark). Luc.6.1. (de saa) frem over den grønne Sæd. Bang.T.98. Høstfolk . . kan faa Akkord paa at binde Sæd. SorøAmtstid.⁴/₈ 1944.12.sp.4. jf. bet. 4: et Stykke Sæd. Halleby.34. talem.: fanden høster ikke sin sæd saa grøn, se u. høste 2.1. ilden skal kvæles i asken og ukrudt i sæden osv., se kvæle 3.4. 4) (jf. bet. 3 og Al-, Lønnesæd; nu ikke i rigsspr.) agerjord (til udsæd), hørende til en gaard, en by; sædeland; saad (I.3). Her er stôr sæd til denne by. Moth.S13. Feilb. jf. VSO. samt: skifte imellem sig en 10 à 12 Tønder Havresæde, som udi dette Efteraar skulde gødes med Ler. Cit.1783. (JySaml.5R.IV².84). 5) bet. 2-3 m. videre (uegl., overf.) anv.    5.1)  til bet. 2, om hvad der i udseende olgn. ell. (jf. bet. 5.2) funktion ligner sæd; jf. Koral-, Perlesæd. Fyrisvoldens sæd, sæden paa Fyrisvold olgn., (efter oldn. sáð Fyrisvalla; arkais.) kenning for guld, med hentydning til, at Rolf Krake under sin flugt strøede guld (kastede sin guldring) paa Fyrisvold for at sinke forfølgerne. Barfod.F.¹(1853).56. Vogel-Jørg.BO. 186. Lokes sæd, (jf. Lokesæd) se u. Loke.   især (jf. Dragesæd) overf., om hvad der fremkalder, bliver aarsag til noget, navnlig noget ondt, ulykkeligt, dadelværdigt; aarsag; ophav; spire. (mods. Høst 4.2). saae icke U-eenigheds Sæd iblant Søstre. Holb.Mel.I.6. vi fødes med en Sæd til alle Sygdomme. JSneed.VIII.124. Hvilken Sæd, til sande og glimrende Dyder. Ew.(1914).IV.248. Saadanne Ord af mig greb man og lod flyve om som en ond Sæd, der strax blev til fulde Blomster, Forfængelighedens . . onde Urter. HCAnd.ML.93. Ogsaa i (hendes) Hjerte kastede Fru B. Uroens Sæd. EChristians. Hj.394. den underjordiske Verden, hvor den bolschevikiske Agitation udsaar sin onde Sæd. Holstein.Ts.123.   spec. (relig.; især med hentydning til lignelsen om sædemanden, Matth.13.24ff.) om guds ord, troens lære. *O Herre Gud din Lære | Din Sæd, Dit reene Ord, | Som udsaaes til din Ære | I Folke-Hierters Jord. Kingo.SS.IV.264. Grundtv.SS. IV.222. FrHamm.(SalmHus.402.3).    5.2) (jf. bet. 5.1; fysiol.) det af de hanlige kønskirtler afsondrede befrugtende stof; sædvædske; Sperma. 3Mos.15.16. NTreschow.Anthropologie.(1803).16. Boas.Zool.⁴49. VoreSygd.I. 121. billedl.: 1Joh.3.9.    5.3) (især bibl.) til bet. 3: afkom; børn; ogs.: slægt; familie; stamme. jeg vil sætte Fjendskab imellem dig (dvs.: slangen) og imellem Kvinden (dvs.: Eva) og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd. 1Mos.3.15. udi din (dvs.: Abrahams) Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes. smst. 22.18. Deres Velbyrdigheds store . . Pieté imod . . Deres Sal. Fader . . anseer (jeg som) en Velsignelse over hans Sæd og Afkom. Gram.Breve.229. Brors.280. jf.: *En anden Heltesæd paa hine Sletter boer. Bull.(Sk Vid.IX.160). opvække en(s) sæd olgn., (bibl.) skaffe (en) afkom, efterkommere. Gak ind til din Broders Hustru, og tag hende til Ægte i din Broders Sted, og opvæk din Broder Sæd (1931: indgaa Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom)! 1Mos.38.8. hans Broder (skal) tage hans Hustru til Ægte, og opreise sin Broders Sæd (1907: Afkom). Matth.22.24. jf. Pflug.DP. 397.