Svine-igel, en. (ænyd. svinigel (bet. 1); fra ty. schweinigel; jf. II. Igel) 1) (nu næppe br.) pindsvin (1). Funke.(1801).III.654. Svinigel. JBaden.DaL. Svinegel. Moth.S966. Pflug. DP.1119. JBaden.DaL. 2) (jf. Pindsvin 2.4; nu kun dial.) nedsæt. personbetegnelse, skældsord, anv. om en skidenfærdig ell. tvær person. Svinigel. JBaden.DaL. Tauber.Dagb.55. jf. Skovrøy.Hundevagten.(1913).45. Svinegel. Moth.S966. Pflug.DP.1076. JBaden.DaL. Levin. (“i lavere Talebrug”). JakKnu.LU. 168. Feilb.