II. Svenske, en. [ˈsvænsgə] flt. -r. (ænyd. d. s., sv. svenska, no. svenske; maaske omdannet af ty. († og dial.) schwinz, swunsch, swun(it)z mfl., vel fra polsk dzwoniec, til et slavisk ord m. bet.: klokke, bjælde; jf. dog svensk irisk (u. Irisk), Svensker 2.2)  grønirisk, Ligurinus chloris. Moth.S956. EPont.Atlas.I.628. Spärck.ND.347.   † en i Asien levende nærstaaende art: brunirisk; brunsvenske; Ligurinus sinicus. Den Indianske Svenske. vAph.Nath.VII.696.