Svejfning, en. (vbs. til svejfe; jf. Gesvejfning, Gesvejsning, Udsvejfning) især (haandv.) til svejfe 1. 1) som vbs. NordConvLex.V.443. Sveifning eller Udsveifning bestaaer i, med Hammeren at give Mundingen af et Kar en vaseformig Udvidelse. FRFriis.KA.152. FagOSnedk. 2) konkr., om svejfet ornament ell. konstruktionsdel; ogs. i videre anv.: udbuning; indbuning; svungen linie. vAph. (1772).III(u. Svejf[s]nit). (støvleskaftet skal) nøie slutte til Benets Sveifning mellem Læggen og Hælen. Skomageren.(1832).78.