svarlig, adj. [ˈsva·rli] adv. d. s. ell. (sj.) -t (Kidde.S.83) ell. (†) -en (Luc.16.24 (1907: svarlig). JPJac.(1924).I.21). (ænyd. (som adj.) svarlig, haard, slem, og (som adv.) svarlige, svarligen(s), glda. (som adv.) swarlige (Brandt.RD.II.153), fsv. swarliker, adv. swarlika, jf. mnt. swarlike(n); til II. svar; sml. sværlig; nu næsten kun (i bet. 2) bibl. ell. arkais., jf. dog jy. svarlig, i høj grad, formodentlig (Feilb.)) 1) (sj.) som adj.    1.1) (jf. II. svar 2; vel m. tilknytning til forsvarlig 2) betydelig; ordentlig; stor. *Da flux det Horn ophæved | Thor med sin Arm saa stærk. | Dybt det i Bierget bæved, | Det var et svarligt Værk. Oehl.XXIX.70. *Hr. Holger maatte svarlig Tid | Paa Skrædderfolket vente. PMøll.(1855).I.10. jf. (m. overgang til bet.: grum, frygtelig): *giennem Damp | Jeg seer et sort og svarligt Skyggebilled staae. | Ha, det er Utgard-Loke selv! Oehl.III.178.    1.2) d. s. s. II. svar 3. *af svarlig Sorg da mine Øine runde. CKMolb. Dante.II.92. 2) som adv.: d. s. s. II. svar 4; navnlig m. forstærkende bet.: i høj grad; meget. Jerusalem haver syndet svarlig (1931: svart). Begr.1.8. min Dreng ligger hiemme værkbruden, og pines svarligen (1907: svarlig). Matth.8.6. *Da blev heel svarlig drukket | Af huul Karfunkelsteen. Oehl.XXIX.60. bare Du var her i Byen. Jeg trænger, som Du ser, svarligen til en Ven og en Raadgiver. Nans.FR.153.   foran adj. ell. adv. fører mig bort, thi jeg er svarligen (1931: haardt) saaret. 2Krøn.35.23. *Hvorfor synes korte Reise | Dig saa svarlig lang? Oehl.XXI.232. *Jeg har forsyndt mig svarlig haardt | Mod Gud og mod Jer Alle. Holst.IV.55.