stiv-nakket, adj. [1.2] (ænyd. d. s.; jf. haardnakket samt stivhalset; nu især ) 1) (l. br.) i egl. bet. (jf. nakkestiv). Moth.S805. stivnakkede og stivryggede Heste. PWBalle.RD.134. *Dér humper han (dvs.: postmesteren) Volden og Haverne rundt, | stivnakket og grå. Rørd.KI.53. 2) overf.: som ikke vil bøje sig, rette sig efter andre. Moth.S805. stivnakkede Qvinde! Ing. EM.III.204. Folk vilde snakke hende til Rette, men hun var stivnakket. Elkjær.HF. 62. Feilb. UfF.   i videre anv. (jf. ogs. stiv 5), om egenskab, optræden osv. et stivnakket Pedanterie. Heib.Pros.IV.393. stivnakket Paastaaelighed. HBrix.HK.149. jf.: Det Danske Sprog er . . ikke stivnakket, naar det skal bøies til Ordsammenføininger. Bredahl.(Kbh Post.1834.858).