Stilstand, en. [ˈsdelˌsdan'] (nu sj. Stillestand. Pflug.DP.375. LTid.1735.430. Molb.F.22. JLange.BM.I.98. se ogs. u. bet. 1 og 4). flt. (l. br.) -e. (ænyd. stil(le)stand, et, sv. stillestånd; fra ty. stillstand (stillestand); til II. stille og Stand som vbs. til staa stille (se u. II. stille 1.1-2, 2.2, 3.2)) 1) (jf. II. stille 1; nu især fagl.) det at noget ikke er i bevægelse ell. ikke flytter sig; det at en bevægelse (midlertidig) er ophørt, standset; det at en mekanisme, en maskine ikke gaar; stillestaaen; ro; standsning, ophold (i en bevægelse). Planeternis sigtbare Bevægelse . . saavelsom og deres Stillestand, Frem- og Tilbage-Løb. LTid. 1735.430. Modsætningen af Bevægelse – Stillestand, Forandring – Bliven det Samme. FDreier.FFr.12. Pumpens Stilstand. Damp Lok.131. (haandbremsen) tjener til at tage den sidste Fart af Vognen . . og til at fastholde Vognen under Stilstand. Kbh.sSporveje.(1936).89. jf. II. stille 1.2: Der er Ebbe hver 6te Tiime og Flod hver siette samt Stilstand en Tiime ved hver Afvexling. Luxd.Dagb.I.118. jf. II. stille 1.3: Vinden hvilte. Der var Stilstand i Luften; det var som om Himmelen betænkte sig. Blich. (1920).XV.66.   billedl. *Blot i mit Hjertes Uhr der skeer en Stilstand, | Saa er jeg . . selv i samme Tilstand. PalM.AdamH.III. 206. jf. II. stille sp. 1358⁴⁶: *Tiden, før i Stilstand, hen dog randt. smst.I.219. 2) (jf. II. stille 2; nu sj.) tilstand ell. kortere tidsrum, pause, hvori en person har ro, ikke forstyrres, ulejliges. *Kæmp med Bønnens Sejervaaben, | Og lad Himlen Dag og Nat | Ingen Stilstand for din Raaben, | Før du faar din Jesus fat! SalmHj.578.3. Min Ven . . undte mig ikke et Øieblik Stilstand. Oehl.Er.III.168. Der lod jeg Hvile falde paa mig, ak nej, det var ikke nogen Hvile, kun en Stilstand! Rowel.Br.560. 3) (jf. II. stille 3) tilstand ell. tidsrum, pause, hvori en virksomhed er indstillet, standset.    3.1) (nu l. br.) i al alm., om stilhed ell. ophold i virksomhed, foretagende. Moth.S758. Frosten har bragt Stilstand i Handel og Skibsfart. VSO. der vil blive Stilstand i hans Handel. JPJac.I.52.    3.2) pause under en krig; især: periode, hvori efter gensidig overenskomst fjendtlighederne (midlertidig) er indstillet (fx. medens der forhandles om fred); (i alm. spr. oftest:) vaabenstilstand. Besætningen begyndte at handle om Overgivelse, anholdende om en Maaneds Stilstand. Holb.Hh.I.368. Den . . hastig afgjorte Feide (dvs.: toget til Ditmarsken) endtes . . ved en Stilstand paa ubestemt Tid. Allen.I.167.   ofte i forb. som bede (Suhm. Hist.I.421. NKrarup.Danmark1801–1814. (1940.30), underhandle (Holb.DH.I.28) om stilstand, bryde stilstand(en) (Moth.S758. VSO.); slutte (KomGrønneg.I. 176. Bagges.SkR.305. KrErsl.DM.50) ell. (nu næppe br.) gøre (Moth.S758. Pflug.DP. 375. vAph.(1759)) stilstand. 4) (videre anv. af bet. 1 og 3.1; især ) ophold, standsning i en udvikling; tilstand præget af mangel paa fornyelse, fremskridt; det at staa i stampe; stagnation; ogs. (jf. II. stille 3.1): tilstand uden aktivitet ell. større begivenheder; lediggang; passivitet; dødvande. Vi finde hos Menneskeslægten . . ingen død Stilstand, men en . . uophørlig fremstræbende Bevægelse. Molb. Indl.54. aandelig Stilstand kan modarbeides. Mart.Den da.FolkekirkesForfatn.(1867).76. *Stilstand er for unge Hjærter Døden. Schand. FS.137. Stilstanden (dvs.: i kultur) paa Anholt (i Holbergs “Peder Paars”). Brandes. Holberg.(1884).106.   ordspr.: stilstand (HolgerMadsen.Skovturbog.(1938).§337) ell. stillestand er tilbagegang. Krist.Ordspr. 322. (hans valgsprog) var “Stillestand er Tilbagegang”. LBruun.SF.13.