stilisere, v. [sdiliˈse^?rə] -ede ell. (l. br.) -te. vbs. -ing (OpfB.¹VII.294. AOlr.FA. 180. Stilart.14). (fra ty. stilisieren, ital. stilizzare; afl. af I. Stil; jf. Stilist osv.) bringe i stil; give et vist stilpræg. 1) (især æstet.) til I. Stil 3(1): affatte i en vis stil ell. sproglig form; sætte i stil; stile (1.1); nu næsten kun: give et karakteristisk, udtalt stilpræg; give en kunstlet form; især i part. stiliseret. Leth.(1800). Schmidts 2 Piècer, af hvilke den sidste er mærkværdigt godt stiliseret. Brandes.Br.I.263. Til Tider kan Livet forme sig saa bevæget og rigt, at det vil være Synd mod Læserne, om Skribenten omskrev eller stiliserede Begivenhederne. FrPoulsen.VV.144. 2) til I. Stil 4-5: indrette, ordne, omdanne ell. fremstille noget, saa at det faar et udtalt stilpræg, især saaledes at enkeltheder maa bøje sig for hensyn til helhedens præg og nøjagtig naturgengivelse fraviges til fordel for en kunstfærdig, kunstlet (ornamental, typisk) form. de fleste “stiliserer” (Mozarts) Værker paa en Maade, som er ganske uudholdelig. CarlNiels.LM.18.   især i part. stiliseret. to Marmorfigurer, stærkt stiliserede i “Attituder”. Drachm.M. 206. middelalderligt høvisk Liv med dets stiliserede Omgangsform. OFriis.Litt.188.