Sparlagens-præ-(di)ken, en. (sjældnere Sper-, Spærlagens-. Cit.1700.(NkS4°821.15). MO.II. 952. jf. MDL.537). (jf. sv. sparlakansläxa samt Skarlagensprædiken; dagl., gldgs.) straffetale, som en ægtefælle holder for en anden; især: gardinprædiken; ogs. i al alm., om irettesættelse, straffetale. Holb.Masc.I.10. Hun vil nok . . sætte mig til rette derfore, og jeg maa lave mig paa en Sparlagens Præken i Aften. sa.Abrac.II.5. Musik, Dands og Kortspill ere i hans Øyne himmelraabende Synder, og hver Gang min Frøken krævede Penge af ham, saa fik hun en Sparlagens Prædiken, der havde noget at betyde. Biehl.Den listige Optrækkerske.(1765).29. Hrz.XVII.309. der var allerede før Dante holdt adskillige Sparlagensprækener over Kirkens Fordærv. VVed. (Tilsk.1921.II.291).