Sorbet, en. [sωrˈbe^?d, sωrˈbæd] jf. Meyer. samt *Sorbetten. Oehl.XV.I.175; tidligere ogs. m. tryk paa 1. stavelse, jf. l. 45. (ogs. Sherbet [ˈʃɐ̤rˌbæd] Oehl.PSkr.II.103. jf. JBaden.FrO. Meyer.). (ty. sorbet, sorbett, scherbett, eng. sorbet, sherbet; fra tyrkisk (ell. persisk) šerbet, der atter beror paa et arab. ord m. bet. “drik”; formen Sorbet stammer fra ital. sorbetto, der muligvis er omdannet efter ital. sorbire, nippe (til) (lat. sorbere); egl. sa. ord som Sirup) især m. h. t. orientalske forhold: sød læskedrik (afkog af rosiner m. citronsaft m. m.); i videre anv., om en slags ispunch med hindbærsaft (Const.Kogeb.206); ogs. (m. ubest. art.) om en portion, et glas heraf. LTid.1727.139. Oehl.XVI.175. *En Iis? En Sorbet? har I Lyst? Heib.Poet.IV. 322. de gaar hjem . . og drikker Sorbet. KMunk.EI.123.