V. slør, adj. [slø^?r] (vel til V. sløre; i bet. 1 maaske sammenblandet med det u. I. sløj omtalte oldn. sljór osv.) 1) (sj.) vid. Moth. S512. 2) (især dial.) om del af maskine, redskab olgn.: som (p. gr. af slid, urigtig størrelse ell. form) ikke slutter tæt til en anden maskindel osv. (som den virker sammen med); løs; rokkende. En slør Hammel er bedre for Hestene end en fast. JHSmidth.Ords.139. MDL. (kilen) sidder saa slørt. AntNiels.LL. 129. FrGrundtv.LK.119. Herrecykle . . meget slør i Kranken. PolitiE.Kosterbl.¹⁴/₆1923.3. UfF.   overf.; dels om person, i forb. som hovedet sidder slørt paa ham, han er ikke rigtig klog, ell. han er hidsig, opfarende. JHSmidth.Ords.139. dels om forhold: løs; letfærdig; løsagtig. *Afguderi ublu, | Skjøge-Sæder sløre. Grundtv.SS.V.146.