slakne, v. [ˈslagnə] -ede. vbs. -ing (se Slakning). (fra no. slakne (jf. sv., oldn. slakna) ell. efter eng. slacken (jf. slækne); til III. slak   sa. ord er egl. da. (nu kun dial.) slagne (slovne), slappes, blive slunken, sagtne, dæmpes m. m. (Moth.S472.485. MDL.509.511. Sjæll Bond.177. FrGrundtv.LK.86. Feilb. III.377f. sml. slukne), ænyd. slagne, blive slap, blød (Kalk.III.881), glda. slagne, blødgøre (En middelald.da.Lægebog.(1927).59)   , sj.) om tov: blive slak. D&H. Vantet i Læ slaknede og hang i en stor Bue. Buchh. FD.102.