Skærer, en. (som 2. led af ssgr. undertiden [-ˌsgæ^?rər, -ˌsgæ^?(r)ɹ]; i enkelte tilfælde -skær. se Bad-, Feltskær samt u. Bartskærer). flt. -e. (glda. skærær(æ), person, som høster (Postil.77.80), samt i ssgr. -skær(ere) (se Overskærer); til IV. skære)  1) om levende væsen, som skærer (jf. Blad-, Rosenstokskærer); især om person. Moth.S428. uden for ssgr. kun i faa (fagl.) anv., fx. om savskærer: Blich.(1920).XXVII.195. spec. om person, som tilskærer, udskærer noget: Diamantsliberne dele sig i tre Slags Arbeidere, nemlig Skjærere, Slibere og Polerere. Hinnerup.Juv.306. Glasset afskæres i Ruder af Skærerne. Bille-Top.31. om billedskærer, person, som skærer træsnit: Kunstmus A.1926.194. Bl&T. jf. ssgr. som Jærnskærer (foræld.; billedskærer, der skar i jærn. Tilsk.1932.II.438) samt Knapskær (sj., som nedsæt. betegnelse for en skrædder. Chr Borup.PM.190).   (nu kun (foræld.) i ssgr. som Heste-, Hingste-, Orneskærer) til IV. skære 6: person, som kastrerer husdyr. Moth. S428.   (sj.) til IV. skære 2.3: bedrager; optrækker; snyder. Klevenf.RJ.202. 2) (undertiden sammenblandet m. II. Skær 2-3; fagl.) skærende (del af) redskab. Skuffejærnet . . er forsynet med et langt Skaft og dobbelt Skærer. HavebrL.³I.408. mest i ssgr. som Bakke-, Glas-, Oste-, Roe-, Rørskærer.1 (sj.) om jødisk slagter (jf. Schæchter ). Slagterne i Kiøbenhavn .. maae (ikke) tillade andre, end de af Over-Rabbinerne .. authoriserede saakaldte Schechtere eller Skjærere, at slagte hos sig det saakaldte coscher Kiød. Pl.19/2 1808.