VI. Skær, et ell. (nu dial.) en (Nv Haven.Orth.159. JSneed.II.129. RasmWinth. S.140. PhysBibl.XIX.66. CReimer.NB.51. jf. Moth.S419 samt u. Morgenskær). [sgæ^?r] flt. d. s. (ænyd. skiær, om øjets glans, samt i ssg. dageskær, dagskær, oldn. skær, lysglimt, lysning, jf. oldn. skæra, skumringslys; til VIII. skær; jf. skjare) 1) (jf. VIII. skær 1.1) skin ell. lys, især forholdsvis svagt og ofte (jf. bet. 2) rødligt; ogs.: lysning; dels om svagt skin fra et himmellegeme, navnlig om lys(ning) ved aften ell. morgengry ell. ved maaneskin; dels om lys, skin (ell. genskin) fra ild (brand) ell. fra en kunstig lysgiver, ofte af en flakkende, usikker karakter. Moth.S419. Der kommer Hun, Østens Purpurklædte Dronning (dvs.: morgenrøden) . . En rødlig guldblinkende Skiær glimrer rundt omkring Hende. JSneed. II.129. *Nu tabte Dagen sit sidste Skjær, | Og Natten løfter sin Vinge. Heib.Poet.X.334. *De jernklædte Kæmper opløfted deres Spær, | Saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skjær. Hauch.SD.II.86. *Ei hun (dvs.: natten) taale kan | Det stærke Skjær, naar jeg (dvs.: Aurora) min Fakkel svinger. PalM.(1909).I.413. et ildrødt Skjær viste sig paa den mørke Himmel, og strax efter hvirvlede Flammer . . op. Holst.FF.16. *Julelysets Skær. JVJens.Di.³85.   (jf. Sildeskær) om blink, glimt fra blanke, skinnende genstande; især m. h. t. blikket: der var et Skjær af Taarer i hendes Øjne. Budde.F.66. Disse store blaa Øjne som kigger paa én med et lysende Skær i sig fra ukendte Dyb. Johs Wulff.T.5. 2) (jf. VIII. skær 1.2) om svag farvetone; ofte om nuance, der kun ses i visse belysninger; undertiden ogs. om livlig, navnlig: rødlig, farveglans (jf. Rosenskær). Dette tøy har en deylig skær. NvHaven.Orth.159. Skiællens Farve har en Skær af Graat. vAph. Nath.V.481. Tøiet har et rosenrødt Skiær. MO. den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft. Pont.Sk.4. jf. bet. 1: *Hun (dvs.: Freja) har to runde Hænder, | En Rose vel i hver, De tvende Roser brænder | Med et livsaligt Skjær. Oehl.XXIX.100.   (jf. VIII. skær 1.3) om hud-, haarfarve. (den sorte hest) var besatt med Blommer (dvs.: mørkere, runde pletter, sml. blommet 2 slutn.), hvilcke ogsaa var Sorte, men hafde en anden Skiær end det andet Sorte. RasmWinth.S.140. Haar, som vel bør kaldes bruunt, men dog har et rødligt Skjær. Blich.(1920).XX.6. Hun . . sjippede energisk. Hendes blege Ansigt fik et svagt Skær af rødt. ErlKrist.DH.192. 3) overf.    3.1) det stemningspræg, den glans, nimbus, der omgiver, er knyttet til noget; ogs.: udstraaling, afglans af noget skjult, indre egenskaber. han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skær ind i hendes unge Bryst. JPJac.I.120. Som en Følge af hvad der er skildret i det foregaaende Kapitel, vil der falde et Skær fra nyere Tid over alle Navne (dvs.: stednavne), der have eftersat Artikel. JohsSteenstr.IS.22. den nu uddøde Gejrfugl . . en Fugl, der nu staar for os i Eventyrets Skær. Sal.²I.517.   i forb. m. af, om afglans af, vidne om, løfte, varsel om noget. med et gled der Skæret af en Anelse hen over hendes Træk. EErichs. TM.95. til Gengæld glimtede der frem i hendes Blik et Skær af det dulgte Sværmeri. Pol.²⁴/₁₀1920.6.sp.2.    3.2) om den maade, hvorpaa noget fremtræder ell. opfattes; skin (I.3); belysning, hvori noget ses; præg; undertiden om noget tilsyneladende, indbildt ell. noget skuffende, falsk. (navnlig i forb. m. adj. ell. præp. af). *Jeg (dvs.: ræven) tog efter ham . . | Jeg har det altid i min Magt | At give mig om kun et Skjær | Af hver en Ting, jeg kommer nær. Winth.II.128. Grossereren selv var baade dygtig, rig og brav, men der var et Skær af Latterlighed over ham. JP Jac.II.397. jeg vil ikke have mindste Skær af at ville narre Dig. Vollquartz.P.165. se Fremtiden i et rosenrødt Skær. D&H. (jf. Rosenskær). et forsonende skær, se forsone 2.3. (sj.:) *Jed ved, at hvad der saa end skal hænde, | kun Skær og Skin er al Elende. Thuborg.Vejfarende.(1929).35.