skrusle, v. [ˈsgruslə] -ede. (vel afl. af skrusse; sml. rusle, mosle olgn.; især dial.) gaa, glide skrabende, slæbende ell. klirrende hen over en flade; bevæge sig skramlende, skrumlende ad ujævn vej olgn.; ogs.: knirke, rasle, pusle (som rotter og mus) olgn. ell. ryste (Feilb.). De vilde ikke længere være heroppe i denne rædsomme “Salen”, hvor det knirkede og knagede, bankede og skruslede til alle Sider. Bregend.DN. 153. den stedsevarende Skruslen og Knittren af svære Silkehovedklæder og frynsede Sjaler. sa. BU.93. Elkjær. Under Uvejret.(1922). 5. Endnu hører de Vognenes Skruslen og Hestenes Prust. AarbVends.1924.276. Han skruslede ned over de knoldede Plovmarker. ErlKrist.S.32.