I. Skjald, en. [sgjal'] flt. -e ell. (nu næppe br.) -er (Ew.(1914).III.21.101. Oehl. Bidr.I.286) ell. † skjaldre (Moth.S234. Oehl.Bidr.I.259. sa.P.(1809).118. (sa.(1841). II.265: Skialde). sml. ndf. l. 62).   nu næppe br. Skjalder (Wadsk.Skuepl.3. Bie.Fabler. (1765).11. Biehl.DQ.III.12), Skjaldere (Lucopp.(Falst.Ovid.a8^v). LTid.1752.119), Skjaldre (Holb.Orthogr.100), hvortil flt. skjald(e)re (Holb.Paars.20. LTid.1752.118. Ew.(1914). III.241. jf. ovf. l. 56), skjaldrer (Holb.Intr.I. 603. Tychon.Vers.238. Tullin.II.9). Skjaldrer. Moth.S235. LTid.1740.113. Steners. CritBet.11. Suhm.I.32. hertil vel flt. skjaldrere: LTid.1758.135. SkVid.I.123. – nu sj., arkais. Skald. Ew.(1914).V.162. Bagges.I.2. PNSkovgaard.BS.2. Frank. (ForSandhed.I. 115). Oehl.(1831).X,1.82 (sa.(1841).IV.62: Skiald). NMPet.IV.417. jf.: Skald eller Skiald Var tilnàunet af den første poët i danmark, som mand vêd at sige af (dvs.: Hjarne skjald). Moth.S234. flt. -e (Sandvig. Edda.I.Fort.1. TBruun.III.339. Rask.NSO. 82. jf. SvClaus.NM.41) ell. -er (LTid.1744. 508. Ew.(1914).V.162. Suhm.Hist.I.536. jf.: de saa kaldte Skalder, gemeenlig Skialdrer, eller Poëter. Wadsk.Skuepl.62) ell. (nu næppe br.) skaldre (Moth.S234. jf. u. flg. form). – † Skalder, Skaldre. flt. skaldre(r): Reenb. II.6. Holb.Intr.I.604. sa.DNB.155. Ruge. FT.353. † Skaldrer. Moth.S235). (ænyd. skialder, skialdre, skald, skalder, skaldre, skiald (ASVedel.Saxo.(1575).110), glda. skald (GldaKrøn.22.23); vel optaget fra oldn. skald (skáld), n. (i former som Sk(j)aldrer vel med tilknytning til II. skjaldre); af uvis oprindelse, se især Festskr.Feilb.221ff. FJónsson. Den oldnorske litteraturs hist.²I.(1920).329. Arkiv.XXXVIII.95.   j-formerne (Skjald osv.) skyldes maaske indvirkning fra (etymologiserende tilknytning til) III. Skjald, skjalde (se IV. Skald, IV. skalde)) digter i det gamle Norden (i den ældste (historiske) tid); især om (norsk, islandsk) digter, der for længere ell. kortere tid var knyttet til en fyrste ell. anden stormand og digtede kvad om ham og hans bedrifter; m. h. t. nyere forhold brugt (især i 18-19 aarh.; poet., højtid.) om (højtidelig) digter, der har stor naturbegavelse, originalitet, umiddelbarhed, hvis digteriske evne staar i nøje sammenhæng med selve personligheden, og som forstaar at vække, tale til folket ell. henter emner fra Nordens fortid (jf. PEMüll.³ 351ff. HjælpeO. Rønning.G.IV,2.160. Har Niels.VS.102); ogs. (l. br.) m. h. t. forhold uden for Norden ell. (oftest spøg.) om digter i al alm. *Om Helters dierfve Drift lad andre Skialdre tale. Holb.Skiemt)(7^v. *Du, alle Skialdes Gud, og Vittighedens Dommer (dvs.: Apollon). Wess.243. *Camoenernes Yndling, den følende Skiald. Ew.(1914).III.88. *Endt er Regnar Lodbrogs Qvæde; | Gamle Skiald om gamle Nordens | Helte sang for sidste Gang. Oehl.XXXII.232. *Skjalden er af Fugleart . . | Som Fugl i Luften skyder Fart, | Han lukt i Sky sig svinger. Grundtv. PS.VI.381. Menestos, Kongens (dvs.: den græske konge Laomedons) Skjald. PalM.T.personliste. *Og alle de Skjalde, hun skænked Ordets Magt, | de blev om hendes Sæde en stærk og trofast Vagt. Lemb.D.106. *i de lyse Nætter | Stiger Digtet frem fra Skjaldens Bryst. Drachm.D.23. de tre folkelige Skjalde: Grundtvig, Blicher og Ingemann. HBegtr. DF.I.10. *Skade at Skjalden som oftest | segner tidligt i Slaget. JVJens.Di.³36. Derfor synger Skjaldene (1871: Derfor sige de, som tale Ordsprog): “Kom hid til Hesjbon.” 4Mos.21.27(1931). skjaldenes Adam (efter Es. Tegnérs udtr. skaldernas Adam i Vid Magister - promotionen i Lund 1829 (se Tegnér.Samlade skrifter.III.(1848).187)) om Adam Oehlenschläger. Ploug.I.214. Schyberg. DT.113.   som tilnavn, fx. i Hjarne skjald, sagnhistorisk dansk skjald, der som anerkendelse for sit mindekvad om Frode Fredegod blev valgt til konge efter ham. Grundtv.Saxo. II.1. Kong Hjarne Skjald. Gjel.(skuespiltitel. 1893). AOlr.DH.II.267.