sitre, v. [ˈsidrə] (tidligere ofte skrevet zitre). -ede; imp. (l. br.; undgaas som regel ved omskrivning) sitr ell. (nu sj.) sitre (jf. EJessen.Gram.123). vbs. -ing (s. d.), jf. Sitr, Sitrende. (ænyd. sitre, zitre; fra ty. zittern; egl. sa. ord som eng. titter, fnise, oldn. titra, bæve   nu især i bet. 1.2 slutn. og 2.2 slutn.) bæve; ryste; skælve. 1) m. tings-subj.    1.1) (nu sj.) om sværere, livløse genstande: blive rystet ell. rokket ved stærke stød (jordskælv olgn.). LTid.1747. 626. Jehova, nedstigende under . . Jordens bragende Zittren. Horreb.II.325. *den sittrende Karm (dvs.: i en vandmølle, der gaar). Winth.HF.30. *End zittrer du, du faste Jord! . . | Og dette Jordstød seent vil glemmes. PalM.TreD.283. jf. bet. 2: *Gud! Himle zittre for din Magt! Thaar.ES.179.   (sj.) i forb. m. bevægelses-adv. Jorden zittrer bort fra sit Sted. Horreb.II.324.   (sj.) m. obj. Murene maatte (være) saa faste, at de ikke sitrede sig Revner til. TroelsL.III.31.    1.2) gøre smaa, hastige bevægelser frem og tilbage; dirre; vibrere. *Løvets Zittren. Bagges.SV.6. *Luften zittrede ved Vingens Magt. PalM.TrJamb.46.   om lydgiver ell. (jf. bet. 2.2) tone. *hellige Toner | Foer giennem de zittrende Strænge. Ew.(1914).III.89. sitrende Lærketriller. Leop.B.168.   nu navnlig om lysstraaler ell. om ting, der p. gr. af lysets brydning synes at være i dirrende bevægelse. LTid.1724.757. den disige Lufts sittrende Bevægelse. Blich.(1920).XIV.207. *Solen sittrer bag Grene | I den dæmrende Lund. Winth.(PNJørg.PP.85). Karlsvognen stod som en Brosche af syv sitrende Stene. JVJens.HF.159. jf.: Solskinnet sitrede ned over Tage og Brosten. JPJac.I.20. 2) om (dele af) legemet.    2.1) om levende væsen, især person; ogs. uegl.: være meget bange. (han) blir vahr Apollo, begynder at zittre, men dog søger at bringe sin Tale frem . . med skelvende Røst og Gebærder. Holb.NP.A1^v. *Er det Skam, at zittre for en Halvgud? Ew.Bald.47. Han . . zittrer af Kuld. Rahb.(Skuesp.IX.117). Gud maa vide, hvor længe jeg var bleven staaende her, ifald ikke en kold, fugtig Sittren havde gjennemisnet mig. FruHeib.EtLiv.I.162. jeg sitrede i Graad fra Hoved til Fod. Rode.Dg.82. Det sitrede i ham. LindskovHans.NH.20. sitre som espeblade (se Espeblad), espeløv (VSO.).   i forb. m. bæve (se ogs. bæve 2.2). Jeg zittrer og bæver over min Krop. Holb.Forv.8sc. Heib.Poet.I.306.   (sj.) m. retnings-adv. Hver skal flye til sit Folk, Zittre hen til sit Land. Horreb.II.333.    2.2) som udtr. for rystende bevægelse i ell. knyttet til en bestemt del af legemet.   (sj.) m. personsubj. de sitrer med Øjnene for det første vaade Stænk i Ansigtet men tager Dukkerten uden at kny. JVJens.TL.62. jf.: Han holdt (den syges) hvide Hænder og sitrede sit Hjertes Varme over i hans kolde Hud. SMich.H. 150.   om legemsdel ell. organ ell. hertil knyttet virksomhed. *Mit Hierte briste vil, mig zittrer alle Lemmer. Holb.Mel.II.6. *Hiertet zittred i sin Himmels Lyst. Bagges.SV.8. *Heelt underligt da bæved' | Og sittrede hans Røst. Kaalund.HS.97. denne lille Sitren af (hestens) Hud, hvormed den gjennede Fluer væk. JakKnu.GP.85.    2.3) part. sitrende brugt som adj., spec. om tilstand, handling osv., der præges af, forløber, foregaar under skælven ell. (nervøs) rysten. min zittrende Haand. Ew.(1914).IV.292. (hun) skrev i sittrende Hast et Brev. Winth.IX.293. (patienten havde) Tænderskjæren, Opkastninger og zittrende Trækninger. KPont.Psychiatr.I. 120. (hun) rettede sig i sitrende Ro. Erl Krist.DH.159. jf.: En Dag . . kom hun . . styrtende ind i Gaarden til Moderen med . . Angsten sitrende i de kandisbrune Øjne. Aakj.VF.183.