Sibylle, en. [siˈbylə] (ogs. Sybille. Holb.GW.IV.10. HCAnd.ML.6. VerdenGD. III.56. jf. Feilb. samt: Sibylle  stille. Oehl. XVII.165. – som propr. (navnlig i forb. Sibyllæ spaadom, se l. 33ff.) ogs. m. lat. form (og bøjning) Sibylla, Sybilla. Holb.UHH.I.4. jf. vAph.(1759)). flt. -r. (lat. sibylla; fra gr. síbylla, egl. propr., først som navn paa een, senere paa flere (til forsk. byer knyttede) sagnagtige seersker og orakler, ogs. som fællesnavn om sagnagtig spaakvinde osv.) if. folketroen: en ældgammel spaakvinde i en fjern fortid (spec. om en spaakvinde i det gl. romerske kongerige, af hvis ni bøger med orakelsprog kong Tarquinius af Rom købte tre, efter at hun havde brændt de øvrige); undertiden ogs. som fællesnavn: seerske; orakel; spaakvinde; profetinde. Gid det maa icke skee udi min Tid, det, som Sybille har spaaet, at Tyrken skal vande sine Heste udi Limfiorden. Holb.GW.IV.10. Man havde mange Sibyller og en stor Mængde Vers eller Spaadomme, som løbe om under Navn af Sibyllernes. JBaden.Horatius.I.508. Feilb.(DSt. 1920.97ff.). den gamle Spaakvinde Sybille (Sebelle). FrGrundtv.LK.183. m. h. t. forhold i nyere tid: Gasparo: “Nu, Sibylle kalder man jo endnu hver gammel Hex eller Spaaqvinde.”Oehl.XVII.137. Blich.(1920).XX.87. HCAnd.Imp.I.35. VThist.B.23.   navnlig i forb. Sibylles (Sibyllæ) spaadom, spec. som titel paa en samling orakelsprog, ordsprog olgn. af forsk. oprindelse (jf. Sal.²XXI.349) og en folkebog (i dansk oversættelse siden 1605), indeholdende en samtale mellem kong Salomo og Sybilla. naar Chur-Førsterne gaar under, skal ogsaa Verden forgaae efter Sybille Spaadom. Holb.GW.III.2. gruelige Ting forestod, som der kunde læses om i “Sybilles Spaadom”. HCAnd.ML.6. Feilb.III. 697. Da.Folkebøger.XIII.(1936).183.241.272.