sfærisk, adj. [ˈsvæ^?risg] (tidligere alm. skrevet sphærisk). (ænyd. d. s., ty. sphärisch, jf. (ny)lat. sphæricus; adj. til Sfære) 1) (jf. Sfære 1.1; nu især fagl.) kugleformet; kredsformet; rund. LTid.1724.271. MKnudsen.Fysik.(1923).667. temmelig store Øjne, hvor den sfæriske Form gjorde sig gældende. JVJens.RF.75.   sfærisk spejl, kuglespejl. VareL.(1807).III.28. Paulsen.I. 537.   om en række særlige mat. ell. astr. udtr. se fx. Sal.²XXI.221. 2) til Sfære 1.2. de sphæriske Corporers Trækninger (dvs.: himmellegemernes tiltrækningskraft). Kraft. (K SelskSkr.III.245). Den Sphæriske Videnskab. PHorrebow. Elementa doctrinæ sphæricæ. (overs.1750).27. jf.: den Hauch'ske Uvejrsnats revolterende Magt over en Menneskesjæl, som ved den underkastes en formelig sfærisk Katastrofe. HBrix.(Tilsk.1933.II. 167).   nu næsten kun i forb. som sfærisk harmoni (jf. sfærernes harmoni u. Sfære 1.2). Individet . . forsvinder som en uendelig lille Brøks-Medlyden i Tilværelsens sphæriske Harmoni. Kierk.VI.430. smst.I.363.