I. Sar, en. [sa^?r] (tidligere ogs. skrevet Saer. vAph.Nath.VII.24. Agerbech.FA.I.36. jf.: Hedder ogsaa Saar, Saer, Sarr. VSO. VI.136 samt: Sàr. Moth.S58. – ogs. Saturej. [satuˈrai'] VSO. VareL.⁴756). (ænyd. sa(e)r, glda. sadher, sather (Harp.Kr.310), æda. sather (smst.141), satheri(æ) (smst.23), ty. saturei, sml. oeng. sæþerige (eng. savory), provençalsk sadreia (fr. sariette); fra lat. satureia; nu l. br.)  plante af en slægt af de læbeblomstrede, Satureia L.; især om (den tidligere som læge- og køkkenplante dyrkede) S. hortensis L. JTusch.217. Høysg.S.13. OeconH.(1784).II.223. MøllH.VI.353. Sal.² XX.1003. jf. Nytteplanter.245.