ret-viis, adj. [V.3] adv. -t (Wilst.Od.VIII.v.240. EBrand.S.13) ell. (sj.) d. s. (Stockf.(SkVid. XII.38)). (glda. d. s., oldn. réttvíss; nu højtid., arkais. ell. hos sprogrensere) retfærdig (1); billig; ogs.: retskaffen; retsindig. (dommeren skal) granske og forfare alle de Vidnisbyrd paa baade Sider, og dømme efter dem, som retvise kand kiendis. DL. 1–13–11. *Længe var | Han kiendt i Bygden af retvise Sæder. Zetlitz.NH.34. Kong Svend (var) retviis og taalmodig. Grundtv.DV.I.134. Herre! . . dine Domme ere retvise (Chr.VI: ret). Ps.119.137. *Gudernes og Menneskenes Fader | Som retviist dømmer, og som mildt forlader. Recke. ND.152. jf. retfærdig 3: forleden Aften . . begyndte det at klukke og kurre omkring mig, som var jeg kommen ind paa Bryggerens Dueslag. Det er da heller ikke retviist (dvs.: det maa være spøgeri), skulde jeg mene? Bergs.GF.II.301.