II. Pjus, et. [pcus] flt. d. s. (m. indskudt j af Pus i sa. bet.; jf. Kattepjus (u. Kattepus), II. Pjusk samt Pjævs; dagl.) brugt som spøg., kælende ell. medfølende betegnelse for (lille) barn, dyrs unge olgn.; ogs. om voksne: sølle, stakkels fyr; stakkel; oftest i forb. lille pjus. “Sé paa Ungen . .” “Saadant et lille Pjus . . Den kan ikke en Gang støtte paa Benene.” CEw.Æ.VIII.19. *(hun) fløjted sagte for de nøgne, | usle Pjus (dvs.: museunger). ThBarfod.JB.102. De er . . mere barnlig, end et Mandfolk har Lov at være, stakkels, lille Pjus, som De er og bliver! Borregaard.VL.I.405. Trillinger, tre svage Pjus, der tilsammen vejede 12 Pund. Pol.¹¹/₆1928.7.sp.4. Esp.259. jf.: det førnævnte lille Pjus af en . . Læsebog. IRaunkiær.(Pol.¹²/₁1906.5.sp.5).   (l. br.) brugt som kælenavn. (elskerinden til sin elsker:) Pjus! Hvad tænker du paa? StellanRye. LøgnensAnsigter.(1906).8.