Pege-pind, en. (jf. -stikke 1) pind, som man peger med; spec. dels (jf. -mærke; nu sj.): lille pind, som børn anvender til at pege paa bogstaverne med, dels d. s. s. -stok. Moth.P53. Bagges.III.38. Barnet bruger Pegepinden, for ikke at oversee det enkelte Bogstav. Kierk.IV.158. KBecker.VV.I.118. jf.: *Han (dvs.: pegefingeren) er Barnets Pegepind, | Naar det faaer sin Fibel ind. Krossing.D.11.   billedl. (jf. -finger), om hvad der viser i en bestemt retning, antyder ell. fremhæver noget; spec. om belæring, anvisning til at forstaa noget. Grundtv.(KbhSkild.1817. 417). (han) trængte til en kommenterende Pegepind (i litteraturen). Schand.AE.39. Brandes føler Lettelsen ved at kunne slippe Agitatorens Trommestik og Professorens Pegepind. Rubow.BB.62.