paa-køre, v. [-ˌkø^?rə] vbs. jf. Paakørsel.1) (, l. br.) svarende til II. køre 3: køre (jord olgn.) paa. Efter Amtets Ordre skulde denne (nye) Vej indgrøftes, den opkastede Jord udjævnes med paakjørt Grus. Bredahl.(Borchsen.To Digtere.(1886).56). VSO. MO. 2) svarende til II. køre 5.    2.1) (jf. -ride, -sejle 1 samt overkøre 1; i talespr. næsten kun i pass. (part.)) køre imod (støde paa, sammen med), især om større befordringsmiddel, der kører imod et mindre, en person olgn., og m. forestilling om, at der herved forvoldes skade (ulykke). Kudsken blev tiltalt for at have paakjørt en gammel Mand. Paa Østergade er en Mand bleven paakjørt og har faaet Benet brækket. Levin. Cyclehb.42. Forleden blev S. overkørt eller, som det hedder paakørt af en Cyklist. Thuborg.F.9.    2.2) (jf. opkørt 2, overkørt (u. overkøre 3.2); jarg.) overf., part. paakørt brugt som adj.: medtagen p. gr. af nydelse af spiritus; (stærkt) “paavirket”; beruset. T. er temmelig paakørt. Ekstrabl.⁴/₁₁1933.14.sp.6.