Paa-klædning, en. [-ˌkl̥æ^?ðneɳ] vbs. til -klæde (jf. Afklædning). 1)  i egl. bet. Theodorus pyntede sig en Morgen for at gaae i Kirke. Udi (nu: under) Paaklædningen spildede han en Plet af Blek paa sin Klud (dvs.: halsklud). Holb.MFbl.234. naar Helten endelig, efter fuldendt Paaklædning, griber sit kongelige Scepter. Heib. Pros.II.267. en Silkekjole (raslede) inde i Havesalen . . hun havde . . skyndt sig med sin Paaklædning for at kunne være hernede lidt før de andre.Pont.LP.VI.8. overf.: Forsøg som de . . Ingemannske (historiske romaner) fører kun til Paaklædning af moderne Figurer i fantastiske Maskeradedragter. Schand.O.II.223. 2) (jf. Paaklædningsstykke) konkr., om en persons beklædningsgenstande, klædedragt; især om (den synlige del af) den dragt, som en person ved en vis lejlighed er iført, og i alm. m. nærmere bestemmelse ved tilføjet adj. Af Kammerraadens Garderobe erholdt jeg en fuldstændig Dragt . . denne formaledidede Paaklædning (var skyld i) min efterfølgende Ulykke. Blich.(1920).XIII.146. Det slette Veir . . kommer dobbelt utilpas for Dem . . som er i saa elegant en Paaklædning. Heib.Poet.X.95. hun havde . . ingen anden Paaklædning end et Stykke Tøi om Lænderne. Goldschm.NSU.VII.211. hendes Paaklædning hang skjødesløst om hende. Schand.SF.140. det (var) ingen Galadag. Ordren havde lydt paa almindelig Paaklædning. sa.IF.8.