Ordonnans, en. [ωrdoˈnan's; ogs. ωr- dωˈnan's] flt. -er. (fra fr. ordonnance, vbs. til fr. ordonner, se ordonnere; jf. Ordinans) 1) (jf. Ordinans 1; nu kun (jur.) om ældre tiders (især franske) forhold) befaling; forskrift; især om officiel forordning; kongelig reces olgn. “Har hand kommen saa meget Mercurius (dvs.: kviksølv) i Panden, som jeg sagde.” . . “Ja alting er efter deris Ordonance.” Holb.Arab.8sc. Ordonnantser vil (den franske konge) muligen udstede, der ville bringe Europa i Forbauselse.Bagger.I.290. den Ordonnans, som inddrog de Aarpenge, Ludvig den Fjortende havde bevilliget. Brandes.Volt.I.162. Sal.²XVIII.590.   (jf. bet. 2) spec. om forordning ang. hærvæsenet. Reskr.²⁹/₇1707. Mil TeknO. Sal.²XVIII.590. 2) (jf. Ordinans 2 samt Melderytter) ⚔ militærperson, der skal overbringe meldinger og befalinger samt udføre visse tjenestefunktioner for højere foresatte olgn. LTid.1738.29. Mil TeknO. han fulgte den Ordonnans, som havde Befaling at føre ham op til Obersten. Bergs.FM.145. Saa kommer en Kosakofficer med sin Ordonnans jagende paa flinke smaa Heste. MilTidsskr.1905.68. 3) ⚔  (nu næppe br.) tjeneste som ordonnans (2). Hver Dag har en af de syv (konstabler), der høre til Rønne-Posten, Ordonans hos Kommandanten. PNSkovgaard.B.152.