op-føde, v. [9] [-ˌfø^?ðə] -te ell. † -de (Bar.4.8,11(Chr.VI). Holb.DH. II.813); part. -t ell. (nu dial.) -fød (Stub.³ 134. Stampe.VI.215. Feilb. flt. -fødde: (de) i spróget op-fødde (d. v. s. òpfø̀dde) Danske. Høysg.AG.6. PNSkovgaard.B.113). vbs. -else (se -fødsel) ell. -ning (EPont.Atlas.III. 391. JPPrahl.AC.86. PEMüll.³234. D&H.), jf. -fødsel. (ænyd. d. s., jf. æda. (præt.) up føddæ (DGL.III.29.124); sml. føde op u. II. føde 1.3 samt II. -fødning)  1) (uden for dial. især højtid.) især m. h. t. børn: give føde; sørge for ens forplejning; underholde; i videre anv.: opfostre; opdrage. (overformynderen skal) have Opsigt med Ungdommen, hvorledes den opfødis. DL.3–18–2. Jeg blev opfødt i Svøb og med Omsorg. Visd. 7.4. Du har, ligesom alle vel opfødte Græker, lært Landmaaler-Kunsten. Eilsch.Phil Brev.236. hun foregiver sig at være opfød i en overmaade Ukyndighed og Uvidenhed, uden at have faaet nogen Underviisning enten i hendes Saligheds Sag eller andre Ting. Stampe.VI.215. PEMüll.³233. Mange Familiefædre (tog ikke) i Betænkning at nægte at opføde deres senere fødte Børn. Tilsk.1934.I.44. Feilb. OrdbS.(sjæll.). jf. talem. poeter fødes u. II. føde 3.4: digtere fødes, de opfødes ikke (dvs.: de kan ikke opdrages dertil). ADJørg.JE.74. 2) (nu l. br.) m. h. t. dyr: opdrætte. Holb.DH.II.813. En Bonde bør tillegge og opføde saa mange Kreature . . som mueligt. JPPrahl.AC.85. Schand.TF.I.242. jf.: disse, fra Holland stammende (dvs.: indførte), i Limfjorden opfødte Østers.BerlTid.⁸/₇1925.Aft.5.sp.5. 1 Vi er nu engang opfødt med den lære, at (osv.). AaHans.BUS.123.