Nævling, en. [ˈnæuleɳ] flt. -er. (vel dim. til I. Næve; jf. fynsk nævling, ubehjælpsom person; sml. † Nefle ell. neufle ell. nifle . . Er at slâe med næver. Moth. N112 (hører maaske sammen m. nøfle, s. d.) samt no. dial. nevla, gribe i næven   skol., foræld.) slag i den flade haand med den tykke ende af riset ell. med ferlen; haandtage. Moth.N112. Tode.SB.131. Ing.Levnet.II.15. “din Fader . . fortalte, at Du havde faaet sex Nævlinger for Donaten.” . . “Tolv Mile er der fra Slagelse her til Amagertorv, og Du fornam, at jeg fik Nævlinger i Slagelse latinske Skole.” Rosenk.ES.II.151.