Nord-stjerne, en. (jf. -leding, -pol 2) 1) nordlig stjerne. Nordstjernerne stige over Ullins væltende Bølger. Blich.(1920).I.175.   i alm. spr. kun (især i best. f.) om en stjerne (i stjernebilledet “den lille bjørn”), der for det blotte øje synes at staa ubevægelig under himlens bevægelse i døgnet (men i virkeligheden staar lidt over 1° fra nordpolen); polarstjerne(n) (Polaris). Moth.N78. Holb.Hh.II.58. Carl opløftede sit Hoved mod Himlen og kjendte Nordstjernen, som stod lige over Taarnet. Ing.VS.III.221. altid finder jeg min Nordstjerne paa samme Sted, og altid fryder mig Carlsvognen. Sibb.II.223. Scheller.MarO.   (jf. -pol 2; nu sj.) overf., om hvad der lyser, (vej)leder, er lysende forbillede (især om person). laan Din Cato Opmerksomhed, der vil raade Dig og være Nordstiernen til at leede Dig i en tryg Havn. Biehl.DQ. IV.78. vores store Mester Hypocrates, Medicinens Nordstiern og Fakkel. smst.118. smst.III.302. 2) navn paa et svensk ordenstegn. Nordstjernen med sit sorte Baand er især meget heldig paa Rødt. Schack. 440. jf. Nordstjerneorden. Sal.²XVIII. 30.