nid-stirre, v. [-ˌsdir'ə] (undertiden (ved tilknytning til II. ned) ned-. BerlTid.³¹/₈1924.Till.6.sp.2. Monies.Og Fanden lo! (1930).46). vbs. (l. br.) -ing (DagNyh.¹¹/₅1927.10.sp.6). (fra no. (dial.) nidstira; jf. nid-læse, -sy samt no. (dial.) ssgr. som nid-banna, -bidja, -graata, -lokka, bande, bede, græde, lokke idelig, vedholdende; til II. Nid) stirre vedholdende (paa); ogs.: stirre ondskabsfuldt, haanende, foragteligt (paa). Min Fjende nidstirrer mig, griner ad mig. Brandes.XI.348. *De (dvs.: kragerne) sidder derude i Kirsebærtræet | og nidstirrer mig og æder af mit. Stuck.SD. 81. Navnlig fangedes hans Blik af en Flaske med grønt Indhold, han formelig nidstirrede den. AndNx.FF.184.   (l. br.) uden obj. Den nye Præst . . gik og nidstirrede bag sine Briller og talte ikke flere Ord end højst nødvendigt. PEBenzon.H.161. Hun har, saavidt skønnes, som Tilskuerinde jævnlig nidstirret paa Skuespillerinden. Brandes.Volt.I.258.