navnkundig, adj. [naunˈkon'di] (†  navne-. Pflug.DP.1137. – † navnkyndig. LTid.1741.679. Slange.ChrIV.373.555. Borrebye.TF.234). (ænyd. naffnkundig, -kyndig, glda. -kundig, -kønnugh (Mariagerleg.446), oldn. nafnkunnigr, mnt. namkundich; jf. glda. naffnkund, -kunn, oldn. nafnkunnr; 2. led er afl. af (ell. i formen -kund sa. ord som) kund (s. d.)   m. h. t. formen -kyndig jf. II. kyndig) 1) † som man kender navnet (1.2) paa. De i Landet liggende Navnkundige Provincier ere: Moxon, Paqvan. Pflug. DP.1151. 2) (især højtid.) egl.: som kendes og omtales viden om (især p. gr. af et vist godt ell. daarligt rygte, p. gr. af visse gode ell. daarlige egenskaber ell. handlinger); kendt; omtalt (jf. MO. PEMüll.³373); nu især: som p. gr. af overordentlig fremragende egenskaber ell. handlinger olgn. er meget bekendt og omtalt viden om; meget (be)kendt; berømt. Ords. 31.23. dette Tartariske Tog imod de sydlige Parter af Asien er et af de Navnkundigste. Holb.Hh.I.22. Skuld, som siden blev navnkundig ved sine Misgierninger. Suhm.Hist.I.327. navnkundige Mennesker – berømte saavelsom berygtede. Blich. (1920).VIII.132. *Engang jeg var en navnkundig Mand; | De kaldte mig Holger Danske. Ing.RSE.VI.177. (et) navnkundigt Digt. AErslev. Fremmed Digtning. (1894).10. 3) (bibl.) om dag: bemærkelsesværdig; højtidelig. de besluttede alle med felles samtykke, at jo ikke lade denne dag være u-navnkundig; Men navnkundig at holde (1871: men at de som mærkelig skulde høitideligholde) den trettende dag i den tolvte maaned. 2Makk.15.37(Chr.VI). Hvorfor I ogsaa iblandt Eders navnkundige Høitider skulle holde denne mærkelige Dag med al Lystighed. St.tEsth.16.14.